Søn bekræfter: -Mor er død
Skuespilleren Barbara Bosson - kendt for sin rolle som 'Fay' i Hill Street Blues' er død
Den Emmy-nominerede skuespiller, Barbara Bosson, er død.
Hun blev 83 år gammel.
Det skriver flere amerikanske medier - blandt andre Variety .
Barbara Bossons søn, Jesse Bochco, bekræfter desuden hendes død på Instagram.
Barbara Bosson blev kendt for sin rolle som Fay Furillo i serien "Hill Street Blues"
'Når hun elskede dig, følte du det uden tvivl,' skriver Jesse Bochco i sin Instagram-hyldest og fortsætter:
'For evigt i vore hjerter. Jeg elsker dig mor.'
Gift i 1970
I 1970 giftede Barbara Bosson sig med forfatter-produceren Steven Bochco, der blandt andet stod bag 'Hill Street Blues', 'L.A. Law' og 'Murder One'.
Sammen fik de to børn.
De blev skilt i 1997. Steven Bochco døde i 2018.
Barbara Bosson efterlader sig en søn, en datter og to børnebørn.
Barbara Bossons dødsårsag er endnu ikke oplyst.