Søren Rasted ny vært for populært show

Aqua-stjernen Søren Rasted har fået tjansen som vært, når årets Zulu Comedy Galla løber af stablen.

Søren Rasted glæder sig til værtsrollen. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Popmusiker, podcastproducent og nu vært på populært prisshow.

Aqua-sanger Søren Rasted er vant til at slå sine folder inden for musikkens verden, men til august skal han prøve kræfter med komikken.

Den 50-årige musiker skal være vært på årets Zulu Comedy Galla til august, skriver TV2 i en pressemeddelelse.

– Jeg elsker det her show. Det er faktisk det, jeg allerhelst har villet være vært på de sidste ti år. Og jeg glæder mig til at komme i gang med det show, vi har arbejdet så hårdt på de sidste seks måneder, siger Søren Rasted i en pressemeddelelse.

Comedy er vigtigt

Personligt er han glad for comedy – særligt den slags, som går lidt over grænsen.

– Det må gerne været lidt hårdt og sætte tanker i gang. Jeg synes, vi har fået lidt berøringsangst i Danmark.

– Derfor er comedy vigtigere end nogensinde, for gennem comedy kan man give en tung eller svær situation et nyt perspektiv, siger den garvede musiker i pressemeddelelsen.

Han er ikke nervøs for tonen ved årets prisfest.

– Jeg synes, man kan grine af det meste, men det handler ikke om at krænke nogen. Vi skal behandle hinanden godt. Heldigvis er vi blandt komikere og musikere, der er gode til at tage pis på sig selv, siger Søren Rasted i pressemeddelelsen.

Tjansen som vært er ikke helt ny for Søren Rasted.

I 2010 var han vært for Danish Music Awards på Bremen Teater, og i 2017 var han medvært i voksen-julekalenderen “Natholdets Julekalender”, som blev vist på TV2 Zulu.

Årets Comedy Zulu Galla afholdes i Operaen den 29. august og sendes på TV2 Zulu og TV2 Play den 1. september.

Powered by Labrador CMS