Spice Girl modtager fornem hæder af prins

Den tidligere Spice Girls-stjerne Victoria Beckham blev onsdag hædret af det britiske kongehus for sit arbejde som modedesigner.

Victoria Beckham var en af flere succesfulde briter, der var mødt op på Buckingham Palace for at modtage hæder af britiske prins William. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om de fleste kender hende som “Posh Spice” fra pigegruppen Spice Girls, så har Victoria Beckhams liv været langt mere end popmusik.

Siden 2004 har den tidligere Spice Girls-stjerne haft succes som tøjdesigner, og onsdag blev hendes mangeårige arbejde for britisk mode hædret med en fornem pris.

Det skriver BBC.

Hædret af prins

Victoria Beckham var nemlig en af flere succesfulde briter, der var mødt op på Buckingham Palace for at modtage hæder af britiske prins William.

Modedesigneren fik tildelt en Order of the British Empire (Det britiske Imperiums Orden, red.), for sin lange karriere inden for modeindustrien.

Med sig til ceremonien havde Victoria Beckham sine forældre og ægtemanden fodboldspilleren David Beckham, der selv modtog samme hæder i 2003 for sin rolle som anfører på det engelske fodboldlandshold.

Overvældet Beckham

Victoria Beckham var på mange måder overvældet af den fornemme anerkendelse.

– Det var en sand fornøjelse at være på Buckingham Palace i dag. Jeg er stolt af at være britisk, beæret og ydmyg over at modtage min Order of the British Empire fra hertugen af Cambridge, sagde hun ifølge BBC efter overrækkelsen.

– Hvis du drømmer stort og arbejder hårdt, kan du opnå store ting. Jeg er så glad for at dele denne særlige dag med mine forældre og mand. Uden deres kærlighed og støtte, ville intet af dette have været muligt, tilføjede hun.

Se det britiske kongehus’ billeder fra dagen her:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS