Spirende stjerneskuespiller: – Det er meget stort
Det spirende skuespillerfrø Frieda Krøgholt har nydt sin første store TV-rolle i den kommende DR-dramaserie Fred til lands.
Frieda Krøgholt er et nyt stjerneskud på skuespillerhimlen. Tidligere har hun spillet hovedrollen i Aveny-T’s opsætning af den norske hitserie SKAM, men ellers er det kun blevet til mindre filmiske optagelser.
Med rollen som Mia i efterårets DR-drama Fred til Lands er 20-årige Frieda Krøgholt hoppet ind i en stor tv-produktion for første gang. Og det er hun meget glad for, særligt fordi hendes karakter er spændende og på mange måder anderledes.
Fedt med rollen
Frieda Krøgholt skyder scener med erfarne topskuespillere som Dar Salim og Lene Maria Christensen ved optagelserne til den nye DR-serie Fred til lands.
Her spiller hun rollen som Mia, der har mistet sin ungdomskæreste Aksel, som er blevet kørt ned. Mia er ikke i tvivl om, hvem der står bag, og hun er ikke bange for at sige det højt. Men det kan godt skabe problemer.
Artiklen fortsætter efter videoen.
For Frieda Krøgholt er rollen i Fred til lands et kæmpe skulderklap og noget helt andet end teater, som hun senest har beskæftiget sig med.
– Det er meget stort, især når man er så ung og ikke er uddannet. Det er klart, at det er noget andet fra teater. Det er jo en helt anden måde at arbejde på. Det er nyt, det hele. Men også virkelig fedt og dejligt at få lov til at prøve, siger hun til Newsbreak.dk.
I sorg
Fred til lands er et dansk twist på en psykologisk thriller, som udspiller sig i et fynsk landsbysamfund. Her beslutter en håndfuld af byens borgere, at Mike, som anses for at være byens plage, skal skaffes af vejen.
Frieda Krøgholts rolle Mia er også overbevist om, at det er Mike, der er grunden til, at hendes kæreste Aksel er blevet kørt ned. I serien møder seerne hende et sted i sit liv, hvor hun er i dyb sorg.
– Hun er ikke bange for at træde nogen over tæerne og ønsker helt klart retfærdighed for kæresten. Jeg tror helt sikkert også, at det er en måde, at bearbejde en sorg, som hun har lidt svært ved at bearbejde. Det her med at skabe retfærdighed, kan måske være et forsøg på at afrunde den sorgprocess, hun er i gang med, siger skuespilleren.
Mia er anderledes
Mia passer ikke rigtig ind i landsbyen, og hun sørger også for at skille sig ud. For Frieda Krøger har mødet med Mia været inspirerende.
– Jeg er rigtig glad for Mia, jeg synes virkelig, hun er fed, fordi hun er anderledes. Hun er robust men også sårbar. Hun er meget nuanceret. Hun går ikke så meget op i sit udseende. Hun har ligesom nogle andre prioriteter, som jeg synes, er virkelig fede, og som jeg også selv bliver meget inspireret af, siger hun og fortsætter:
– Så er hun selvfølgelig også ung og naiv, som man jo er, når man er ung og naiv, og det er også en udfordring. Det kan have nogle ulemper, når man lige pludselig står over for så dyb en sorg, som hun gør.
Prøve ting af
Frieda Krøger er også ung. Med sine 20 år har hun endnu ikke lagt en fast plan for, hvad hun skal bruge resten af sit liv på. Men hun vil da ikke afskrive, at skuespillet bliver hendes levevej.
– Jeg vil slet ikke udelukke skuespiller, for jeg synes jo, det er sjovt. Jeg skal bare lige ud og mærke efter, hvad jeg vil. Jeg er jo stadig meget ung. Jeg skal ud og prøve noget forskelligt for at se, hvad jeg gerne vil. Så jeg tager på højskole efter sommerferien, siger hun.
Du kan se Frieda Krøger i rollen som Mia i otte afsnit om søndagen på DR1 til efteråret.