Sportsstjerne fængslet efter vanvidsepisode

Antonio Brown kastede med sten efter en flyttevogn - så kom der en arrestordre på superstjernen.

Her ses Antonio Brown, da han spillede for New England Patriots. Foto: Michael Reaves / GETTY IMAGES NORTH AMERICA / AFP / Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Antonio Brown. Selvom man nærmest ikke går op i sport, så har det været svært at undgå at høre hans navn i den seneste tid. Han blev kendt som en af de dygtigste spillere i amerikansk fodbold på sin position, men i det seneste år har superstjernen været alt andet end super. Derimod har han lignet en mand i frit fald.

Artiklen fortsætter under videoen.

Den tidligere NFL-spiller har nemlig overgivet sig selv til politiet i Florida efter, at der tidligere på ugen kom en arrestordre efter ham. Det skriver det amerikanske medie TMZ.

Politiet ønskede at få fat i Antonio Brown, der angiveligt havde kastet med sten efter en firmavogn og dernæst at have angrebet chaufføren, fordi der var uenighed om betalingen for en aftalt levering.

Overfaldsofferet fortæller, hvordan han blev rusket så grundigt, at trøjen var i stykker og skulderen skadet.

Træner anholdt

Men som om det ikke var nok, at Antonio Brown har overgivet sig selv til politiet nu, så blev Glenn Holt, der er personlig træner for Antonio Brown, også anholdt for at have deltaget i slagsmålet.

Træneren blev sigtet for  for ulovlig indtrængen samt overfald, men han kom ud af fængslet onsdag. Dengang kunne politiet ikke anholde Antonio Brown, da han havde låst sig inde i sit hus.

Antonio Brown kan se frem til sigtelser for ulovlig indtrængen med overfald samt flere andre.

Problematisk tid

Antonio Brown har i den seneste tid været hovedperson i et bizart forløb omkring sin karriere.

Først blev wide receiveren sendt fra Pittsburgh Steelers til Oakland Raiders.

Men Brown nåede aldrig at være på banen for Oakland. Klubben straffede Brown med en bøde for ikke at møde op til træning på grund af en mislykket frostbehandling, der resulterede i en fodskade.

I vrede over bøden lagde Brown et billede af bøderne på Instagram. Senere lagde han også en video på YouTube, der inkluderede en privat telefonsamtale mellem ham og Raiders’ cheftræner, Jon Gruden.

Derefter bad han om at blive fritstillet med øjeblikkelig virkning i et opslag på Instagram. Det ønske fik han opfyldt, og kort efter skrev han under med Super Bowl-vinderne fra den seneste sæson, New England Patriots – som han senere blev fyret fra.

I løbet af sin 9 år lange NFL-karriere har han tjent 70 millioner dollars, hvilket svarer til 474 milloner kroner.

Powered by Labrador CMS