Sportsstjerne kvæstet i trafikulykke
Ifølge et argentinsk medie har Manchester City-stjernen Sergio Agüero været involveret i en trafikulykke.
Den argentinske fodboldstjerne Sergio Agüero er ifølge det argentinske medie Diario Olé kommet til skade efter en trafikulykke i Holland.
Mediet skriver, at den 29-årige Manchester City-spiller havde været til koncert i Holland og efterfølgende satte sig ind i en taxa.
Taxachaufføren mistede her herredømmet over bilen og kørte ind i en pæl.
Fodboldstjerne skadet i ulykken
Sergio Agüero har angiveligt brækket et eller flere ribben i ulykken, og han kan være ude fra fodbold i op til to måneder, lyder vurderingen.
Dermed ser han som minimum ud til at gå glip af Manchester Citys kommende kamp mod Chelsea samt det argentinske landsholds kommende VM-kvalifikationskampe Peru og Ecuador.
Hollandsk politi har over for Skysports bekræftet, at to personer er kommet til skade i en ulykke og er blevet sendt på hospitalet i Amsterdam.
Politiet vil dog ikke bekræfte personernes identitet.
Hverken Manchester City eller Sergio Agüero meldt noget ud om ulykken.
/ritzau/