Springer ud som biseksuel

Clark Kent og Lois Lanes søn, Jon Kent, er biseksuel og kysser i ny udgivelse med journalisten Jay Nakamura

I filmen 'Superman' fra 1978 var det Christopher Reeve, der spillede Superman, og Margot Kidder, der spillede Lois Lane.
I filmen "Superman" fra 1978 var det Christopher Reeve, der spillede Superman, og Margot Kidder, der spillede Lois Lane.
Udgivet Opdateret

Er det en fugl? Er det et fly?

Nej, det er den første biseksuelle Superman.

Det amerikanske tegneserieforlag DC Comics oplyser mandag, at den nye Superman, som er søn af Clark Kent og Lois Lane, i en ny udgivelse vil have et romantisk forhold til en mandlig ven.

Den originale Superman faldt i sin tid for en journalist. Nu gør hans søn det samme. Men denne gang er superheltens udkårne en mand ved navn Jay Nakamura.

Jon Kent og journalisten Jay Nakamura blev allerede venner i en historie, der blev udgivet i august. Og i det nummer, der kommer til november, vil de to kysse, oplyser forlaget, som beskriver Jon Kent som "biseksuel".

- I kølvandet på en scene, hvor Superman er mentalt og fysisk udbrændt efter at forsøge at redde alle, han kan, er Jay der for at tage sig af "Manden af Stål", oplyser DC Comics.

Kommer 9. november

Historien, som har fået titlen "Jon Kent finder sin identitet", offentliggøres den 9. november.

- I dag kan flere mennesker spejle sig i selv den mest magtfulde superhelt i tegneserier, udtaler Tom Taylor, der skriver serien.

På sociale medier deler mange fans deres begejstring over udviklingen.

- Denne nyhed om Superman gør mit queer-hjerte glad. Jeg ved, at dette vil have en positiv effekt på rigtig mange unge mennesker i dag og i fremtiden, skriver den amerikanske skuespiller Anthony Rapp på Twitter.

Skal omfavne mangfoldighed

På det seneste er flere af USA's mest kendte superhelte sprunget ud, idet tegneserierne i højere grad omfavner mangfoldighed.

I marts annoncerede Marvel Comics sin første homoseksuelle Captain America, mens Aquaman præsenterede en sort, homoseksuel superhelt i sommer.

Derudover sprang den seneste Robin i Batman-tegneserien ud som biseksuel i august.

- I dag lever vi i en mindre indskrænket tidsalder, og det er absolut godt, siger Ben Saunders, der er leder af tegneseriestudier ved University of Oregon.

- Mainstream-kulturen har opfanget det, som nogle mennesker har vidst hele tiden, nemlig at superhelte altid har været - eller i det mindste haft potentiale til at være - en smule queer, tilføjer han.

Nyheden fra DC Comics kommer på National Coming Out Day, der støtter LGBT-personer i at springe ud.

Powered by Labrador CMS