Stak af med hyldest og flere priser

Hele fire af priserne ved årets Zulu Awards kunne Melvin Kakooza tage med hjem torsdag aften.

Det var en tydeligt overvældet Melvin Kakooza, som modtog hele fire priser ved årets Zulu Award. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021
Offentliggjort Sidst opdateret

Der gik en chokbølge gennem Danmark, da Melvin Kakooza, kort før årets X Factor-liveshows skulle gå i gang i februar, måtte trække sig som vært for showet, fordi han var blevet opereret for en hjernetumor.

Men selv om der har været stille om den folkekære komiker og tv-vært siden, har danskerne bestemt ikke glemt ham.

Det viste de med al tydelighed torsdag aften, da årets Zulu Awards blev afholdt.

Her kunne Melvin Kakooza nemlig lade sig hylde som vinder i hele fire forskellige kategorier. Traditionen tro faldt afgørelsen efter, at tv-seere og fans havde sendt deres favoritter til tops i en afstemning på TV2 Zulus hjemmeside.

Melvin Kakooza snuppede priserne i kategorierne Årets Tv-vært, Da Vi Alle Sammen Grinte og Den Vi Likede Mest.

Sunday

Prisen for at have givet danskerne et godt grin, fik han sammen med Martin Johannes Larsen for klippet af deres fejring af håndboldherrernes VM-guld.

Sammen med holdet bag “Sunday” kunne han også glæde sig over prisen for Årets Tv-serie, og dermed blev han aftenens helt store vinder.

På musikfronten var der blandt andet priser til duoen Fyr og Flamme – de kan nu kalde sig Årets Nye Navn, og Lord Siva kan glæde sig over at have stået bag Årets Hit med nummeret “Solhverv”. Sangerinden Jada fik prisen som Årets Kunstner.

Holdet bag filmen “Druk”, der i søndags snuppede en Oscar, kan give den gyldne statuette selskab af en Zulu Award – “Druk” blev nemlig kåret til årets film, mens Mads Mikkelsen, der ikke selv var til stede ved showet, fik prisen for Årets Skuespiller.

Vært ved årets show var sangeren Christopher. Showet sendes på TV2 Zulu og TV2 Play søndag den 2. maj klokken 21.00.

Powered by Labrador CMS