Ståle Solbakken udtaget til royalt hold
FCK-træneren Ståle Solbakken er udtaget til kronprins Håkons fodboldhold.
Omtrent en uge før venskabskampen skal stå, er Ståle Solbakken udtaget til den norske kronprins Håkons fodboldhold. Det skriver det norske Kongehus i en pressemeddelelse.
Kronprinsen har sammen med sin familie dannet fodboldholdet Team Skaugum, der i en velgørenhedskamp skal op imod Asker United.
Ståle Solbakken er blandt tre tidligere landsholdsspillere i fodbold, der skal forstærke det royale hold.
Karriere i København
Ståle Solbakken var aktiv landsholdsspiller i seks år, og har blandt andet trådt fodboldstøvlerne i klubber som Aab og F.C. København.
Efter et hjertestop til en træning, da Ståle Solbakken spillede i FCK, valgte han at indstille karrieren. I 2006 blev han ansat som cheftræner i samme klub.
Siden har han ført sin trænergerning til Tyskland, men er igen vendt tilbage til den danske hovedstad, hvor han på nuværende er træner.
Venskabskamp
Det er femte år i træk, at kronprinsfamilien hopper i fodboldtøjet og spiller venskabskamp. Sidste år var både kronprins Håkon, kronprinsesse Mette-Marit og børnene prins Sverre Magnus og prinsesse Ingrid Alexandra med på banen.
Kampen, der varer to gange 15 minutter, spilles onsdag den 29. maj.