Steffen Brandt fylder år
Frontmanden i Danmarks kedeligste orkester fylder 70 år i et liv, der har været alt andet end kedeligt. For tiden kan han opleves i landets kirker
Med hverdagspoesi, god humor og en god portion selvironi har bandet TV-2 leveret en perlerække af velkomponerede sange til danskerne.
Steffen Brandt, der fylder 70 år den 14. juni, er forsanger i bandet, og han har selv efter årtier med musikken ikke mistet lysten og motivationen til at skrive en sang eller to og gribe guitaren.
Han voksede op i en forstad til Aarhus, hvor han afprøvede sit talent - eller mangel på samme - inden for både fodbold og klaver, men det var sidstnævnte, Steffen Brandt var bedst til, så det fordybede han sig i.
Skulle fortællers på en anden måde
Musikken blev mere seriøs, da han blev forsanger i bandet Taurus og senere TV-2, der blev dannet i begyndelsen af 80'erne.
Brandt og bandet ramte tiden, har han fortalt til Politiken:
- Hvis jeg forstod noget som helst af 1980’erne, var det, at historierne skulle fortælles på en ny måde. Det var slutningen af den industrielle periode, teknologiens tidsalder foldede sig ud om ørerne på os, og der skete en udvikling af sproget.
Kedeligste orkester
- Nu skulle det være klart. Enkelt. Inspireret af det maskinelle. Hvis du ville fortælle noget om den tid, vi levede i, skulle du udstille det, sagde han til Politiken i 2015.
De kalder sig selv for Danmarks kedeligste orkester, men kedeligt er det nu sjældent med TV-2, når frontsanger Steffen Brandt og resten af bandet går på scenen for at spille deres bagkatalog af hits.
De kan nævnes i flæng: "Hele verden fra forstanden", "Fantastiske Toyota", "Kys det nu" og "Der går min klasselærer", er sange, de fleste danskere vil kunne synge en linje eller to eller flere fra.
Fortaler for integration
TV-2 formåede at forny sig og fortsatte med at ligge lunt på landets hitlister i 90'erne og 00'erne.
Steffen Brandt har altid været kendt for at engagere sig politisk - i sine sange og privat. Han har blandt andet altid været varm fortaler for at sikre en god modtagelse og integration af flygtninge i Danmark.
Mere lokalt har han for nylig talt kraftigt mod en udvidelse af havnen i Aarhus.
Spiller stadig
I indeværende år kan han opleves solo i en række kirker med det, der betegnes som musikalske foredrag, som har den for Brandt så kendetegnene selvironiske linje i begivenhedsinformationsfeltet:
- Advarsel: Det kan gå hen at blive underholdende.
Han spiller også stadig med TV-2.
Brandt er gift med billedkunstner Jo Dam Kærgaard. Parret har tre børn.