Stemt hjem: Politikerpar sætter millionvilla til salg

Villaen er sat til salg for 400.000 kroner mere, end parret gav.

Karen og Ole Hækkerup har sat deres villa til salg. Foto: Mogens Flindt/Scanpix.
Karen og Ole Hækkerup har sat deres villa til salg. Foto: Mogens Flindt/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Beslutningen er taget, salgsopstillingen skrevet, til salg-skiltet er plantet i forhaven – og snart kan det således være slut med diskussioner om politik, boligmarkedet og landbruget over spisebordet i Karen og Ole Hækkerups hus i Dragør.

De to tidligere S-profiler har nemlig netop sparket gang i salget af deres 146 kvadratmeter store villa i københavner-forstaden. Det skriver Boliga.dk.

To år på matriklen

Prisen lyder på 6.395.000 kroner, hvilket er knap 400.000 kroner mere, end det beløb Hækkerup selv gav for adressen for to år siden.

Huset er til salg hos ejendomsmæglerfirmaet EDC Living, og i deres salgsmateriale skriver de, at huset har højt til loftet, masser af lys og en “skøn oase af en baghave”.

Ejendomshandel til hverdag

For de flestes vedkommende er ejendomshandler nok næppe noget, der kommer til at ske mere end en håndfuld gange i livet – men til trods for det, har Ole Hækkerup har nok lidt mere indsigt i branchen.

Efter i alt otte år som medlem af Folketinget for Socialdemokratiet blev Ole Hækkerup nemlig i efteråret ny administrerende direktør hos Dansk Ejendomsmæglerforening.

Hans kone, Karen Hækkerup, skiftede derimod hvervet som justitsminister i Helle Thornings regering ud med jobbet som direktør for Landbrug og Fødevare, som hun besad frem til sidste efterår.

Går parrets hushandel nogenlunde, som den slags plejer i Dragør, kan de glæde sig til efteråret. I gennemsnit tager det nemlig cirka 100 dage* at sælge sit hus i postdistriktet, der ligger på den mest sydlige del af Amager.

Til sammenligning tog det på landsplan i gennemsnit 161 dage at få solgt sin villa eller sit rækkehus sidste år.

Du kan se billeder af villaen HER.

Powered by Labrador CMS