Stig Rossen: Jeg kan gå i panik

Den danske sanger elsker julen, men der skal noget særligt til, før han kan føle sig rigtigt i julestemning.

Stig Rossen med sin gode ven, julemanden. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

For de fleste danskere er julen noget, der foregår i december, men for Stig Rossen strækker julen sig fra september til februar.

I 25 år har den danske sanger rejst rundt til landets kirker, idrætshaller og musikhuse for at synge højtiden ind med sine julekoncerter, som han forbereder i efteråret, turnerer med i november og december og evaluerer i januar.

Artiklen fortsætter under videoen

Heldigvis har Stig Rossen intet imod at tænke på jul halvdelen af året.

Kan gå i panik

Han elsker den mørke tid, julelysene, de røde hjerter, granguirlanderne i gågaderne og de tidlige morgener, hvor hans to yngste børn på ni og ti åbner julekalender.

– For mig signalerer julen fællesskab, tilgivelse og håb, og julestemning giver sådan en varm følelse af tryghed.

– Nogle gange kan jeg gå i panik, hvis jeg ikke kan mærke, at jeg er i julestemning.

– Men jeg har fundet ud af, at julestemningen først kan indtræffe, når jeg er fuldstændig afslappet og i balance, siger han.

Derfor har Stig Rossen et mantra for julen. Den skal være stressfri.

Jul i joggingtøj

Så når den erfarne sanger er færdig med sin juleturné den 21. december på sin ældste søns fødselsdag, går han i hi hen over juledagene.

– Jeg kan bedst beskrive det som en vegetativ status, hvor det bare er joggingtøj, familie, slukket telefon og total afslapning.

– Jeg plejer at bruge juledagene til at gøre “hovedrent” og få overblik over det år, der er gået, og se frem mod det næste.

– Mange bruger nytårsaften til at gøre status over året, men det bruger jeg juledagene til, siger han.

Som udgangspunkt reflekterer Stig Rossen mest over sit arbejde i samarbejde med sin kone, Nina Nancke, som er hans manager og booker.

Skal balancere det hele

Hvad skal vi fokusere på næste år? Hvad skal vi huske? Hvor mange velgørenhedsarrangementer skal vi lave?

Men Stig Rossen tænker også over, hvordan han bedst balancerer sit arbejde og sit familieliv og sørger for at være nok hjemme i de travle perioder.

Mens han er på juleturné i december, har han et ufravigeligt princip om at køre hjem og sove hver aften, lige meget hvor i landet han har optrådt.

– Jeg vil hellere køre hjem efter koncerten, selv om det koster lidt på søvnkontoen, for så kan jeg være der, når drengene står op om morgenen og være med til morgenrutinerne med at åbne julekalender, smøre madpakker og køre dem i skole, siger han.

Køber julegaverne tidligt

For at undgå at bliver stresset i julen prøver Stig Rossen og hans kone at være på forkant og købe julegaverne, inden den store koncertturné går i gang i december.

– Det handler om at planlægge, men det handler også om indstilling. Altså det skal nok blive jul, selv om vi ikke når at få lavet en adventskrans eller få bagt småkager. Så køber vi dem i stedet for. Vi når det, vi når, og det, vi ikke når, gider vi ikke at stresse over.

– Der er mange, der spænder sig selv for den vogn, der hedder: “Alt skal være perfekt. Vi SKAL have en god jul, og vi SKAL hygge os”. Det vil vi ikke. For os er det en beslutning, at vi ikke vil være stressede, og jeg håber, at vores børn vil huske tilbage på julen som noget roligt, smukt og magisk, siger han.

Powered by Labrador CMS