Stikker ud ved særlig pris
Tv-serie om ubådsdrab og ungt skuespiltalent stikker ud blandt filmbranchens Robert-nomineringer.
Filmen “Druk” blev den mest sete i de danske biografer sidste år.
Den har vundet fire priser ved sidste års European Film Awards, og den er indstillet som Danmarks bud på en Oscar for bedste internationale film.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Og nu er der måske udsigt til endnu flere triumfer for Thomas Vinterbergs drama om fire gymnasielærere, der går om bord i genstandene for at afprøve en teori om alkoholens frigørende kraft.
Denne gang er det filmbranchens egne medlemmer, der har nomineret “Druk” til en Robert-statuette i kategorien Årets Danske Spillefilm.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Filmakademi.
Her skal den konkurrere om den prestigefulde titel med fire andre film – “Retfærdighedens Ryttere”, “Shorta”, “En helt almindelig familie” og “Vores mand i Amerika”.
Får dobbeltnominering
Hovedrolleindehaveren i samme spillefilm, Mads Mikkelsen, kan bryste sig af en dobbeltnominering i kategorien Årets Mandlige Hovedrolle.
Det gælder præstationerne i “Druk” og “Retfærdighedens Ryttere”.
Her er han oppe mod rutinerede kræfter, der ligesom Mikkelsen selv alle tidligere har hjemtaget en Robert-statuette:
Det gælder Jacob Hauberg Lohmann for sin rolle i filmen “Shorta”, Mikkel Boe Følsgaard for “En helt almindelig familie” og Nikolaj Lie Kaas i “Retfærdighedens Ryttere”.
15-årig nomineret
Blandt de opsigtsvækkende nomineringer bemærker man desuden 15-årige Flora Ofelia, der er nomineret i kategorien Årets Kvindelige Hovedrolle for sin rolle i tv-serien “Ulven Kommer”.
Her spiller hun teenagepigen Holly, som anklager sin stedfar for vold.
Den meget omdiskuterede tv-serie “Efterforskningen” er indstillet i kategorien Årets Tv-serie.
Serien er baseret på opklaringen af ubådssagen, hvor den 30-årige svenske journalist Kim Wall blev myrdet af den danske opfinder Peter Madsen.
Det er flere end 2000 medlemmer af filmakademiet, der nominerer og vælgerne modtagerne af Robert-statuetterne.
Prisuddelingen finder sted 6. februar.
– Der arbejdes på højtryk på at skabe en prisuddeling, der er inkluderende med afstand og seriøs med lune, men først og fremmest sikker og tryg for hele vores branche, skriver filmakademiet i pressemeddelelsen.