Båd lægger til kaj – midt på motorvejen

Det var et bizart syn, der søndag aften mødte bilister på en motorvej.

Udgivet Opdateret

Er man jævnlig bilist på de danske motorveje, er man vel efterhånden vant til at se lidt af hvert.

Det syn, der søndag først på aftenen mødte trafikanter på Søndeborgmotorvejen ved Dybbøl-afkørslen, hører dog ikke til hverdagskost; en båd havde lagt til ved midterrabatten i yderste vejbane i østgående retning.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik via 112 flere opkald om spøgelsesbåden – det første kom klokken 17.20.

Det fik politikredsen på Twitter til at efterlyse ejeren.

Imens blev der ved at komme opkald om båden – også fra en politikollega, der samtidig var hurtigt med kameraet.

– Da vi når frem, er ejeren på stedet, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Hvem betaler?

Sådan at parkere en båd på motorvejen, den går ikke helt. Men hvem skal nu betale? Det kan blive spørgsmålet.

Derfor blev en – ikke båd-, men bilinspektør tilkaldt.

Erik Lindholdt forklarer:

– Det var en rimelig ny påhængsvogn. Hvis der er en teknisk fejl på den, kan der blive en opfølgning i forhold til producenten. Måske har flere af dem fejl. Det kan også være, ejeren ikke har spændt den ordentligt fast, så kan det være, han bliver sigtet.

Det blev sendt en tavlevogn til stedet, der ikke blev yderligere afspærret.

Klokken 17.47 blev arbejdet med at få båden på en trailer begyndt – 10 minutter senere var den bugseret ind i nødsporet og trafikken kunne igen glide frit.

Nu afventes bilinspektørens rapport.

Powered by Labrador CMS