Stjerne indgik forlig i voldtægtssag og fik ny kontrakt

Nu burde alle møgsager være ude af verden. Super Bowl-champs Tampa Bay Buccaneers har i hvert fald godt turde at tilbyde Antonio Brown en ny kontrakt.

Antonio Brown jubler efter at have grebet et touchdown i Super Bowl i februar 2021 og være med til at sikre sit hold sejren. Nu har han også indgået et forlig i en voldtægtssag, så han kan gå efter flere sejre på banen til næste sæson. Foto: REUTERS/Shannon Stapleton
Offentliggjort Sidst opdateret

Problembarnet og professionelle, amerikanske footballspiller Antonio Brown er flyvende for tiden.

I sidste uge indgik han forlig med Britney Taylor, der havde anklaget ham for voldtægt tilbage i 2018, og nu har den 32-årige widereceiver skrevet en ny kontrakt med de forsvarende NFL-mestre Tampa Bay Buccaneers.

Forliget med kvinden har ifølge amerikanske medier givet mestrene tiltro til, at der ikke vælter flere skeletter ud af den tidligere stjernespillers skab.

Den nye kontrakt er dog kun på et år, men kan med bonusser og det hele nå op på en værdi til omregnet næsten 40 millioner kroner.

Tæt på at smide det hele væk

Efter flere år med både voldtægtssager og et turbulent ophold først og fremmest hos den klub, han lige var skiftet til på en kæmpe kontrakt, Oakland Raiders, røg den tidligere stjernespiller helt ud af football.

Hver gang han fik en ny chance, dukkede en ny møgsag op, der fik interesserede klubber til at løbe skrigende bort.

En af de klubber, der gav har en chance, og hvor han på kort tid nåede at vise glimt af sin storhedstid, var New England Patriots. Quarterbacken var verdens formentlig bedste nogensinde, Tom Brady.

Brady skiftede sidste år til Tampa Bay Buccaneers, og sidst på sæsonen skrev klubben kontrakt med Antonio Brown.

Brady har aldrig lagt skjul på, at han elsker at kaste til Brown. Det gjorde han blandt andet i Super Bowl, hvor Brown greb et touchdown-kast, og Buccaneers vandt mesterskabet.

Held og lykke fremover

Voldtægtssagen har tilsynelandende ikke været mere traumatiserende for Britney Taylor, end at hun og Antonio Brown netop har sendt en fælles udtalelser afsted:

– Deres sag er nu løst, og de ønsker hinanden fortsat, stor succes.

Powered by Labrador CMS