Stjerne kaldte datteren for en gris: -Det forfølger mig
Åbenhjertige Alec Baldwin bliver stadig konfronteret med sin grove besked til datteren Ireland Baldwin i 2007.
– Du er en uforskammet, tankeløs lille gris.
Sådan sagde Alec Baldwin til sin dengang 11-årige datter Ireland Baldwin i en lækket telefonsvarerbesked for 10 år siden.
Skuespilleren havde på det tidspunkt et særdeles anspændt forhold til datteren og sin ekskone, den oscarvindende Hollywood-skuespillerinde Kim Basinger, som han kæmpede mod i retten.
Far og datter er forsonet
De stridende parter har i dag forsonet sig, men fortiden forfølger stadig Alec Baldwin.
Det fortalte den hudløst ærlige Hollywood-stjerne i mandagens udgave af “Good Morning America” i forbindelse med udgivelsen af sine erindringer, “Nevertheless: A Memoir”.
– Det rammer mit ansigt hver eneste dag, sagde Alec Baldwin.
I dag har den 59-årige filmstjerne et godt forhold til sin 21-årige modeldatter, og i sommeren 2015 kunne de to endda joke om skandalen.
På Instagram delte Alec Baldwin et billede, hvor han og Ireland Baldwin sidder med en børnebog med titlen “If I Were a Pig” (“Hvis jeg var en gris”, red.) og skrev teksten:
– Hvis jeg var en gris, ville jeg være uforskammet og tankeløs selvfølgelig.
Selv om Alec og Ireland Baldwin i dag har et tæt far-datter forhold, kan han aldrig tilgive sig selv for den berømte og berygtede besked.
– Det er et sår, der aldrig heler, fordi det stadig bliver nævnt af så mange mennesker hele tiden. Jeg tror, at det har såret min datter permanent, lød det fra den oscarnominerede filmstjerne.
/ritzau/FOKUS