Stjerne kyssede eksmanden: -Vi finder aldrig sammen igen
Jennifer Lopez har stadig en nær relation til Marc Anthony, som hun har tvillinger sammen med.
Selv om Jennifer Lopez og Marc Anthony lovede hinanden evig troskab tilbage i 2004, krakelerede kærligheden 10 år senere.
Alligevel har den i dag 47-årige superstjerne og den 48-årige sanger stadig en nær relation.
Faktisk er de to musikere så tætte, at Lopez gav sin eksmand et smækkys på munden til Latin Grammy Awards i november 2016 foran hele verdenspressen.
Finder aldrig sammen igen
Men trods den tætte kontakt kommer de to superstjerner, der har tvillingerne Max og Emme på ni år, aldrig til at finde sammen igen.
Det fastslog Jennifer Lopez i mandagens udgave af programmet “Live with Kelly”.
– Vi har det rigtig godt sammen på den måde, vi er nu. Vi vil altid være gode venner. Jeg vil altid være der for ham, og han vil altid være der for mig.
– Vi vil altid have noget specielt sammen på grund af børnene. Vi er der for dem, og det er det vigtigste, sagde “If You Had My Love”-sangerinden.
Efter skilsmissen har Lopez dannet par med danseren Casper Smart og været sat i forbindelse med hjerteknuseren Drake.
I øjeblikket bliver hun kædet sammen med baseballspilleren Alex Rodriguez, men har ikke hverken be- eller afkræftet forholdet.
Den eneste mand, hun helt sikkert har i sit liv, er eksen Marc Anthony.
– Det er godt for hele familien. Vi har det rigtig godt. Børnene bruger tid sammen med os og ser, at vi arbejder sammen. Det er fantastisk, lød det fra hende.
/ritzau/FOKUS