Kæmpe fald i danske smittetal

Men det er kun for 20 timer

Søndagens offentliggjorte coronatal viser 2.642 nye smittede – men det er kun for 20 timer. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Der er fundet 2642 nye smittetilfælde i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Samtidig stiger antallet af indlæggelser til det højeste niveau siden 12. april.

Antallet af smittede er det laveste i fire dage, men det skal ses i lyset af, at søndagens opgørelse kun dækker over prøvesvar fra 20 timer. Der er 82.772 prøvesvar.

Lørdag blev der registreret 3552 nye smittetilfælde, men opgørelsen var baseret på prøver for 28 timer på grund af serverproblemer.

Tallene er derfor ikke sammenlignelige. Men ser man på andelen af positive prøver, er den søndag opgjort til 3,08 procent.

Det er den højeste andel i den periode, hvor alle har kunnet få en coronatest.

Flere indlagte

Antallet af indlagte er samtidig steget med 19, så der samlet er 390 patienter med coronavirus indlagt på landets sygehus.’

Søndagens tal for indlæggelser skal ses i det lys, at der bliver udskrevet færre patienter i weekenden. Det kan have trukket tallene op.

På intensivafdelingerne, hvor de mest behandlingskrævende, er der nu 58 indlagte. Det er det højeste antal siden 3. maj.

Der er registreret seks nye dødsfald det seneste døgn. Samlet er 941 døde med virusset i Danmark siden starten af marts.

Lyntest

Lørdag blev der indført gratis lyntest i Danmark. De bliver udført på Falck-teststationer, og lørdag blev der testet 4892 personer, hvor 207 var positive.

Ritzau har spurgt Statens Serum Institut, om testsvarene fra Falck kommer til at indgå i de daglige smittetal, men det har ikke været muligt at få svar i weekenden.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS