Stjernepar raser over rygter: -Her er sandheden om forholdet
Den danske pige-skuespillerinden Amber Heard og Tesla-medstifteren Elon Musk sætter nu ord på bruddet.
Amber Heard har oplevet sine seneste forhold være voldsomt i vælten.
I foråret og sommeren 2016 endte skuespillerindens brud fra Hollywood-stjernen Johnny Depp i retten grundet beskyldninger om hustruvold.
Depp benægtede alle anklager, og efter en del tovtrækkeri i retten indgik det forhenværende ægtepar senere et forlig.
Kædet sammen med Elon Musk
Under et år efter det dramatiske brud blev Amber Heard kædet sammen med Tesla-medstifteren Elon Musk, og i april 2017 stod parret frem sammen.
I starten af august bekræftede den 31-årige skuespillerinde og den 46-årige milliardær, at forholdet var slut.
Siden er historierne hvirvlet op om bruddet, og det har fået Amber Heard og Elon Musk til at udsende en erklæring gennem mediet E! News fredag aften.
– Efter at have læst en masse nylige artikler om vores forhold vil vi gerne selv sætte ord på det. Afstanden mellem os har været meget hård for vores forhold, fordi vi ikke har kunnet se hinanden så meget, forklarer parret og fortsætter:
– Vi har den største respekt for hinanden, og det er foruroligende, hvis folk tror, vi tænker noget andet om hinanden.
Fortsat gode venner
Parret understreger, at det stadig er gode venner efter bruddet.
– Ting bliver altid forstærket og dramatiseret i højprofilerede forhold. Virkeligheden er, at det bare var et almindeligt forhold med et gigantisk forstørrelsesglas på, lyder det fra parret.
Elon Musk har været gift tre gange og er far til fem sønner, mens Amber Heard, der blandt andet er kendt fra filmen “Den danske pige”, officielt blev skilt fra Johnny Depp i januar 2017.
/ritzau/FOKUS