Stjerneparade i Klovn

I midten af juli får niende sæson af "Klovn" premiere, og endnu en gang er der besøg af en masse stjerner

Udgivet Opdateret

Under titlen "Senfølger" får niende sæson af "Klovn" premiere på TV 2 den 17. juli.

Og endnu en gang er en lang række kendisser klar i såkaldte cameos - det vil sige i roller, hvor de spiller en karikeret udgave af sig selv.

På den stjernespækkede rolleliste finder man blandt andre X Factor-vært Sofie Linde, tidligere minister og nuværende ansvarshavende chefredaktør på Børsen Bjarne Corydon, musiker Poul Krebs, tidligere minister Søren Pind, Druk-skuespiller Magnus Millang, DR-nyhedsvært Kim Bildsøe Lassen, forsker Eske Willerslev, tv-vært Anders Breinholt og musiker Simon Kvamm.

Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

God sæson

- Det er en god sæson. Det har været en næsten barnlig glæde at lave de to seneste sæsoner. Måske er det de to bedste sæsoner nogensinde. Det siger vi hver gang. Men denne gang mener vi det, siger Casper Christensen og Frank Hvam i pressemeddelelsen.

Ud over de mange nye navne er der også gensyn med en række velkendte ansigter - blandt andre Revisor-Kurt, Pykker, Bo, fætter Andreas og selvfølgelig Franks hårdtprøvede hustru, Mia.

Niende sæson af "Klovn" tager over, hvor den ottende slap.

Ramt af senfølger

Casper Christensen og Frank Hvam har begge passeret 50, og børnene er for længst fløjet fra reden.

Titlen på sæsonen, "Senfølger", hentyder til, at især Franks liv er præget af senfølger - nærmere forstået konsekvenserne af hans handlinger, lyder det om sæsonen.

- Vi kan se på seertal fra sæson otte, at mange unge ser med, og det har faktisk overrasket og ikke mindst glædet os. Jeg tror, det er fordi, vi fortæller historier om at tabe ansigt, men samtidig siger: Det skal nok gå det hele, siger Frank Hvam i pressemeddelelsen og bliver suppleret af Casper Christensen:

- Som ung kunne man jo gå amok over en aflyst ferie. Men som gammel ved man, der venter en meget større aflysning på et tidspunkt, så det er nok mere eksistentielle ting, vi tænker over nu. Og så det fysiske forfald.

Frank Hvam og Casper Christensen fotograferet i anledning af 'Klovn The Final.'
Frank Hvam og Casper Christensen fotograferet i anledning af "Klovn The Final."

Udelukker intet

Derfor kan der være mere materiale på vej til en tiende sæson.

- Vi udelukker intet. Vi er klar. Men lige nu har vi andre spændende planer for de næste par år, siger Casper Christensen og Frank Hvam i pressemeddelelsen.

"Klovn" får premiere på TV 2 Play den 17. juli.

Powered by Labrador CMS