Stjerneregn over dansk debutfilm
Politikens anmelder kalder instruktørdebut "både interessant og vigtig". Ifølge JP er den glimtvis mesterlig.
De danske anmeldere er positivt stemt over for filmen “Danmarks sønner”, der beskrives som en politisk thriller.
Filmen tager afsæt i et bombeattentat på Nørreport, som giver det politiske parti National Bevægelse, hvis leder spilles af Rasmus Bjerg, vind i sejlene.
“Danmarks sønner”, som er Ulaa Salims instruktørdebut, har premiere landet over torsdag.
Begejstrede anmeldere
Politikens Kim Skotte og Jyllands-Postens Nanna Frank Rasmussen kvitterer begge med fire stjerner til filmen.
Kim Skotte noterer svagheder undervejs, men kalder alligevel filmen for både “interessant og vigtig”. Han mener, at Ulaa Salims manglende erfaring til tider skinner igennem.
Nanna Frank Rasmussen mener “absolut ikke”, at Ulaa Salim skuffer med sin debutfilm. Når den fungerer bedst, er den ifølge anmelderen “mesterlig”.
Den har imidlertid også scener, der fungerer knap så godt, hvorfor det altså ikke bliver til mere end fire stjerner fra anmelderen.
Kulturordfører ikke helt tilfreds
Berlingske bringer en dobbeltanmeldelse af filmen, hvor henholdsvis DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen, og sociolog og forfatter Aydin Soei, giver deres besyv med.
Alex Ahrendtsen er ikke imponeret. Han giver filmen, som han kalder “en livsfarlig propagandafilm for skatteydernes penge”, to stjerner.
Aydin Soei er omvendt mere begejstret. Han mener, at filmen er en “sitrende kraftpræstation af en spillefilmsdebut fra Ulaa Salim”. Han giver filmen fem stjerner.
Filmen får fire stjerner i magasinet Soundvenue. Anmelder Rasmus Friis skriver blandt andet, at filmen lander på et “knastørt sted”. Til gengæld når filmen undervejs et punkt, hvor “det bliver umuligt at tro på det, der sker”.
Informations Katrine Hornstrup Yde mener, at “Danmarks sønner” har “charmerende momenter”.
Men generelt er hun ikke begejstret. Hun kalder filmen en “banaliseret analyse af højrefløjens og islamismens radikalisering i et måske-snart-Danmark”. Information vurderer ikke film med stjerner.