Stjerneregn over "Riget Exodus"

Den tredje sæson, der genopliver 90'er serien "Riget", får ros af anmeldere, der kalder den vanvittig

Udgivet Opdateret

Lars von Triers længe ventede tredje sæson af "Riget", der har premiere søndag, får ros af anmeldere fra adskillige dagblade, der kvitterer med mange stjerner.

Jyllands-Postens anmelder Katrine Sommer Boysen giver fem stjerner. Hun kalder serien, der har fået navnet "Riget Exodus", for rablende, morsom og obskur.

- Selv om tredje og nu definitivt sidste sæson ikke byder på radikale æstetiske og fortællemæssige nybrud i samme grad, som originalen gjorde i 1990’erne, bruger Trier de to første sæsoner som et både direkte og metabevidst udgangspunkt for besøget på det store hospital på Blegdamsvej, skriver hun.

Også Børsens anmelder Michael Solgaard kvitterer med fem stjerner ud af seks. Han kalder serien for en værdig fortsættelse af de første to sæsoner, der blev vist på DR i 1990'erne.

Alle får en skør scene eller to

- Lars von Trier er en fremragende personinstruktør. Ikke alle karakterer får lige meget plads, men stort set alle får en skør scene eller to at brillere i, skriver Michael Solgaard.

Han mener, at serien trods de mange referencer godt kan ses som et selvstændigt værk.

Ekstra Bladets anmelder skriver, at den nye serie hverken er god eller dårlig - men vanvittig. Anmelder Mads Kastrup kalder den for en satire over velfærdsstaten og giver von Triers nye serie fire stjerner.

Soundvenue kvitterer med fem stjerner. I tråd med Ekstra Bladet kalder anmelder Jakob Freudendal serien for vanvittig, når den er allerbedst.

Flere er døde

Første sæson af " Riget " blev sendt i 1994. 

Anden sæson kom i 1997. 

En tredje sæson var på vej omkring årtusindskiftet, men blev afblæst, fordi flere af skuespillerne var gået bort.

LARS VON TRIER

Lars von Trier (født 30. april 1956 i København som Lars Trier) er en dansk filminstruktør.

Filminstruktøren Lars von Trier er søn af Inger Trier, født Høst (1915-1989), og bærer navnet Trier, men fik på moderens dødsleje i 1989 at vide, at hans far, kontorchef Ulf Trier (1907-1976) ikke var hans biologiske far. 

Det var embedsmanden og modstandsmanden Fritz Michael Hartmann (1909-2000), der var kontorchef i Socialministeriet, og som tilhørte Hartmann-slægten. 

Trier fik dog aldrig noget hjerteligt forhold til sin "nye" far, der ikke ville kendes ved Lars.

Adelsprædikatet von opstod som en morsomhed på filmskolen. 

Triers medstuderende Tómas Gislason fortalte i DR2s temaudsendelse 12. juni 2007, at en lærer, Gert Fredholm, under en heftig diskussion med Trier kaldte ham "von" for at karakterisere ham som aristokratisk i sit filmsyn. 

I sin afgangsfilms rulletekster brugte Trier drillende dette von, som er blevet hængende.

Lars von Trier gik på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole fra 1979-83.

Hans film har fra begyndelsen båret præg af eksperimenteren med mediet. Allerede i sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Befrielsesbilleder tog han fat på det hypnotiserende udtryk i sin filmæstetik, som siden er blevet videreført i både hans Europa-trilogi og i tv-serien Riget.

Han er kendt for – sammen med Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen – at have udviklet dogmebevægelsen, Dogme95.

Ved den årlige internationale filmfestival i Cannes, hvortil de fleste af von Triers spillefilm er blevet udvalgt, har han vundet juryens førstepris for Breaking the Waves. I 2000 vandt han endelig den eftertragtede Gyldne Palme for filmen Dancer in the Dark.

I 2009 vandt von Trier Nordisk Råds Filmpris for Antichrist. Han er Ridder af Dannebrog.

Kilde: Wikipedia

I "Riget Exodus" går en del af de gamle dog igen. Blandt andre Birthe Neumann, Søren Pilmark og Birgitte Raaberg.

I den nye sæson er også Bodil Jørgensen, Nicolas Bro, Mikael Persbrandt og Alexander Skarsgård med.

Stort set alle medvirkende får en skør scene eller to at brillere i, skriver en af anmelderne om 'Riget Exodus'.
Stort set alle medvirkende får en skør scene eller to at brillere i, skriver en af anmelderne om "Riget Exodus".
Powered by Labrador CMS