Stjernespækket program til MTV-show
Demi Levato, Shawn Mendes, Kesha og The Killers er blandt de optrædende til MTV Europe Music Awards 2017.
MTV afslører nu de første navne i line-uppet til MTV Europe Music Awards 2017, der i år finder sted på Wembley Arena i London.
Og fans over hele verden kan se frem til en stjernespækket aften, oplyser MTV i en pressemeddelelse.
Det er bl.a. superstjerner som grammy-nominerede Demi Levato, singer-songwriter Shawn Mendes samt Kesha, der vil optræde i løbet af aftenen.
Også rockgruppen The Killers og stjerneskuddet Camilla Cabello vil levere specialoptrædener.
Det er ikke kun musikstjerner, der indtager scenen i London.
Til at uddele priserne i løbet af aftenen har MTV nemlig allieret sig med bl.a. skuespilleren Natalie Dormer, internetfænomenet Madison Beer og multitalentet Sabrina Carpenter.
Taylor Swift dominerer
Ud over at skulle optræde er Shawn Mendes nomineret til hele fem priser, bl.a. i kategorierne Best Song og Best Artist, hvor han i sidstnævnte er oppe imod Taylor Swift.
Derudover er han nomineret i kategorierne Best Pop, Biggest Fans og Best Canadian Act.
Desuden er Demi Levato og Camilla Cabello nomineret i kategorien Best Pop, og The Killers i kategorien Best Rock.
Det er dog popikonet Taylor Swift, der dominerer nomineringsligaen med hele seks nomineringer. Hun er bl.a. nomineret i kategorien Best Video for hendes seneste single Look What You Made Me Do.
De nominerede i kategorien Bedste Danske Artist er Martin Jensen, der i løbet af meget kort tid har opnået stor international succes med bl.a. nummeret Solo Dance, Mø, Lukas Graham, Kesi og Christopher.
MTV EMA er en af de største globale musikevents og løber af stablen søndag den 12. november. Showet sendes live på MTV Danmark fra klokken 21.