Støjberg holder løsladelsesfest på slot
Den tidligere minister har inviteret til fest for at takke for støtten, hun fik i forbindelse med sin dom
Der er kage, kaffe og fadøl.
Og så er der også masser af mennesker, som vil gerne fejre, at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har afsonet sin straf og er kommet af med sin fodlænke.
Inger Støjberg har torsdag inviteret til fest på Visborggaard Slot lidt uden for Hadsund i Jylland, hvor politikeren bor.
Tak for opbakningen
Hun holder fest for at sige tak for den opbakning, hun har fået, efter at Rigsretten sidste år kendte hende skyldig i at overtræde ministeransvarsloven, dengang hun var minister.
Det var i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar.
Inger Støjberg tager imod sine gæster i porten.
Blandt gæsterne er blandt andre de tidligere DF'ere Liselott Blixt og Bent Bøgsted, som i dag er løsgængere.
Senere vil Inger Støjberg holde en tale for sine gæster.
Støjberg har afsonet en dom på 60 dages fængsel.
Hun fik fredag i sidste uge sin fodlænke af. Det har hun fortalt til Radio4.
Inger Støjberg er tidligere næstformand i Venstre og har haft en række ministerposter.
Hun blev Venstres næststørste stemmesluger ved folketingsvalget i 2019. Hun forlod i februar 2021 Venstre og blev løsgænger i Folketinget.
Det skete blandt andet, fordi partiet stemte for rigsretssagen mod hende.
Kort tid efter sin dom blev Støjberg af et flertal vurderet uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem.