Stopper øjeblikkeligt

Den kendte præst Flemming Pless, der er anklaget for krænkende adfærd, stopper i embedet

Offentliggjort Sidst opdateret

Den kendte præst og regionspolitiker Flemming Pless er ikke længere sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn.

Det skriver han selv på Facebook.

- Jeg har valgt at søge min afsked den 17. september som sognepræst efter næsten 34 år i Folkekirken, hedder det i opslaget.

Flemming Pless er af fem kvinder blevet anklaget for krænkende adfærd og for at have brudt sin tavshedspligt.

Sendt på orlov

Sagen begyndte for mere end et år siden.

29. marts 2021 blev præsten hjemsendt på orlov, mens sagen blev undersøgt, blandt andet af advokatfirmaet Kromann og Reumert.

I juni måned erfarede Kristeligt Dagblad, at der i den forbindelse var indledt en tjenestemandssag mod Flemming Pless.

Sognepræst Flemming Pless stopper med øjeblikkelig virkning.
Sognepræst Flemming Pless stopper med øjeblikkelig virkning.

Har ikke kommenteret sagen

Pless har ikke selv kommenteret sagen i offentligheden, mens den stod på. I Facebook-opslaget tirsdag skriver han:

- Hvis der i de år, jeg har været sognepræst, har været rejst kritik - rimelig eller urimelig - af mit professionelle virke, har det altid givet mig grund til eftertanke.

- Man kan næppe komme igennem en lang karriere som præst og privatperson uden at komme til at træde nogen over tæerne eller skabe sorg.

- Til dem, jeg utilsigtet har såret, vil jeg aldrig være sen til at sige undskyld, skriver han.

Powered by Labrador CMS