Stor fejl at dementere skilsmisserygter
PR- og medierådgiver kalder kongehusets ageren i forbindelse med ondsindede spekulationer for dårlig krisehåndtering
I sidste uge valgte det svenske kongehus at gå på Instagram for at slå fast, at der ikke er hold i ondsindede rygter om, at kronprinsesse Victoria og prins Daniel skal skilles.
Det skete efter, der gennem længere tid har været spekuleret i, at der er knas i ægteskabet.
Dårlig krisehåndtering
Men den anerkendte PR- og medierådgiver Paul Ronge kalder ifølge Aftonbladet dementiet for 'dårlig krisehåndtering'.
Han mener ikke, at det eliminerer spekulationerne om problemer i forholdet.
- Det virker meget bedre at vise sig sammen i forskellige sammenhænge med et kropssprog, der ikke opmuntrer til spekulationer. For så 'dør' rygterne, siger han.
Fremhæver Elizabeth
Paul Ronge fremhæver Storbritanniens dronning Elizabeth som det gode eksempel, når det handler om krisehåndtering.
– Jeg tror, hun er den kongelige, der indenfor nyere tid har klaret det bedst. Hendes princip er: 'Klag aldrig, forklar aldrig - og kommenter ikke på rygter, siger Paul Ronge.
Han erkender dog også, at metoden kræver is i maven.