Stor festival aflyst – nu officielt
Først blev musikfestivalen Coachella udskudt til oktober. Nu er den helt aflyst, melder sundhedsmyndigheder.
Den udskudte musik- og kunstfestival Coachella i USA bliver helt aflyst, oplyser sundhedsembedsmænd onsdag og begrunder det med den igangværende coronaviruspandemi. Festivalen blev udskudt.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Coachella skulle oprindeligt have fundet sted 10.-12. april og 17.-19. april. Men den blev udskudt til 9.-11. oktober samt 16.-18. oktober. Nu står det klart, at der ikke bliver nogen festival i 2020.
– Jeg er bekymret for, at spredningen af coronavirus vil forværres i efteråret. Derudover vil begivenheder som Coachella og Stagecoach (en anden stor, amerikansk festival, red.) falde ind under fase fire, hvor det kræves at behandlingsmuligheder eller vacciner tilbydes for at deltage, siger sundhedsembedsmand Cameron Kaiser.
– I betragtning af de forventede omstændigheder vil det ikke være muligt, tilføjer han.
Ørken-fest
Store navne som Calvin Harris, Frank Ocean og Race Against the Machine skulle have spillet på festivalen i år.
Festivalen er sædvanligvis en tre dage lang begivenhed, der finder sted over to weekender på Empire Polo Club i delstaten Colorado. Empire Polo Club ligger i Coachella Valley i Coloradoørkenen og tiltrækker årligt omkring 100.000 gæster om dagen.
Coachella er en af en lang række musikarrangementer, der er blevet aflyst eller udskudt på grund af coronaviruspandemien.
I Danmark er adskillige er sommerens festivaler også aflyst. Det gælder blandt andre Roskilde Festival, Smukfest i Skanderborg og Tinderbox i Odense.