Stor pris til Onkel Reje

DR har lagt sendeflade til ni af modtagerne af Tvprisen 2025. Der var også hæder til "Forræder" og "Robinson"

Offentliggjort

Onkel Reje vinder stor pris ved Tvprisen 2025

Tvprisen 2025 blev afholdt i DR Koncerthuset, hvor 'Onkel Reje og galaksens helte' blev kåret som årets Bedste Børneprogram.

Programmet markerer Onkel Rejes comeback efter en stresssygemelding og modtog ros for sin underholdningsværdi for både børn og voksne.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Cremen af skærmen er blevet hyldet og hædret ved uddelingen af Tvprisen 2025 i DR Koncerthuset i København fredag aften.

DR har lagt sendeflade til ni af aftenens prismodtagere.

Blandt andet "Onkel Reje og galaksens helte", som ifølge juryen er årets Bedste Børneprogram.

Comeback efter stress

"Onkel Reje og galaksens helte" var Onkel Rejes første tilbagevenden på tv, efter manden bag, Mads Geertsen, blev sygemeldt med stress i 2023.

I det, DR beskrev som en række "koordinerede angreb" på nettet fra både enkeltpersoner og grupper, blev Mads Geertsen udsat for chikane og trusler.

Onkel Reje er en populær karakter i DR's børneunivers, Ramasjang. Han ryger pibe og synger sange om, at han ikke kan lide at gå i bad. Dog var det ikke alle voksne, der var ligeså begejstret for Onkel Reje som børnene og anklagede ham for satanisme og pædofili og beskyldte ham for blufærdighedskrænkelse.

Det er Mads Geertsen, der gemmer sig bag Ramasjang-stjernen Onkel Reje, der i DR-serien "Onkel Reje og galaksens helte" har leveret årets Bedste Børneprogram ifølge Tvprisen 2025.

Ifølge Tvprisens jury er "Onkel Reje og galaksens helte stor underholdning for både børn og deres voksne", lyder hædersordene.

"Den sorte svane" hædret

Der var også priser til TV 2.

"Den sorte svane" blev kåret til Bedste Fakta- og Dokumentarserie.

- "Den sorte svane" er en af de stærkeste dokumentarserier, Danmark nogensinde har set, lyder begrundelsen fra juryen.

I dokumentaren afslører erhvervsjuristen Amira Smajic, at hun i årevis har fungeret som bindeled mellem den kriminelle underverden og advokater og indflydelsesrige erhvervsfolk.

Bedste underholdning

I den anden ende af spektret fik "Forræder" prisen for Bedste Underholdning foran blandt andet "Stormester, som Tvprisens ene vært Mathias Helt har medvirket i, og foran "Toppen af poppen", som Tvprisens anden vært, Signe Lindkvist, har været redaktionschef på.

Ud over de 17 ordinære kategorier blev der også uddelt en ærespris, Årets Otto, som i år tildeles filmskolens tidligere rektor Poul Nesgaard for hans lange og imponerende karriere i film- og tv-branchen.

Tvprisen arrangeres af Producentforeningen, der er en branche- og arbejdsgiverorganisation for danske indholdsproducenter inden for film, tv og spil.

Fagjuryer bestemmer

Både de nominerede og vinderne af Tvprisen bliver fundet af fagjuryer, som består af professionelle, erfarne tv-folk og andre eksperter på området, oplyser Producentforeningen.

Programmerne bedømmes efter en række kriterier, herunder kreativitet, historiefortælling samt væsentligheds- og/eller underholdningsværdi.

Det er Tvprisens eget executive udvalg, der træffer beslutninger om Tvprisens regler og udpeger jurymedlemmerne.

Udvalget består blandt andre af TV 2's programdirektør, Dorthe Thirstrup, Producentforeningens direktør, Anna Porse, Viaplays programdirektør, Morten Mogensen, og DR's chef for indhold og samarbejder, Nikolaj Vitting Hermann.

Powered by Labrador CMS