Stor royal fejring
Ekskongen af Grækenland Konstantin fylder 80 år den 2. juni 2020.
Følgerne af coronavirusset maser sig på næsten overalt.
Også for ekskong Konstantin, der midt i virvarret – ligesom sin svigerinde den danske dronning Margrethe – runder et skarpt hjørne. Konstantin fylder 80 år den 2. juni 2020.
Artiklen fortsætter efter videoen
Ikke set sine børn
Kort før den runde dag skulle han og hustruen Anne-Marie have samlet deres store familie i Porto Heli på Peloponnes i Grækenland, hvor de bor.
Anledningen var ikke fødselsdagen, men deres yngste datter Theodoras bryllup. Hun skulle sidst i maj have været gift med sin amerikanske forlovede Matthew Kumar.
Men ingen rejser i øjeblikket, så brylluppet er udsat og dermed også gensynet med børn og børnebørn.
Ekskongeparret har ikke set deres fem børn og ni børnebørn i snart to måneder på grund af smitterisikoen, har familiens kommunikationschef udtalt til flere medier. Konstantins helbred er ikke det bedste.
Vendt hjem til Grækenland
Til gengæld har han den store glæde, at han er vendt tilbage til sit hjemland. Da han fyldte 70 år i 2010, ønskede han sig træer og buske til det nye hjem i Grækenland.
Tre år senere forlod ægteparret London-forstaden Hampstead, og siden har de boet i det land, hvor de engang i en kort periode var konge og dronning.
Det stoppede brat i 1967, da de under militærjuntaen måtte flygte ud af landet med deres to små børn, prins Pavlos og prinsesse Alexia. Kort forinden havde kongen forsøgt sig med et modkup, hvis detaljer aldrig er blevet kendt i offentligheden.
Uanset Konstantins motiver, så var det i sidste ende den græske befolkning, der i 1974 gjorde ham til ekskonge, da et flertal ved en folkeafstemning foretrak en republik.
Siden fratog den græske regering familien alle besiddelser, og de måtte også lide det nederlag at være uønskede som gæster.
Men som årene gik, begyndte billeder af sejlerferier i det græske øhav at dukke op, og i dag er det kun de ældste, der husker tiden med monarki.
Gift med dansk prinsesse
Konstantin traf den danske prinsesse Anne-Marie i 1959 under et besøg i København. Han var 19 år og hun bare 13.
Fire år senere blev de forlovet. Kong Frederik IX ville dog ikke give sin unge datter et kongebrev, så hun kunne blive gift, inden hun fyldte 18 år.
Derfor skete det først 18. september 1964 – tre uger efter prinsessens 18-års fødselsdag.
Hun konverterede til den græsk-ortodokse tro og fraskrev sig samtidig arveretten til den danske trone.
Men som søster til dronningen er båndet tæt til Danmark, og Konstantin og Anne-Marie har gennem årene jævnligt været på besøg i Danmark med deres børn.
Sidst ekskongen blev set offentligt i Danmark, var til prins Henriks bisættelse i februar 2018