Stor skønhed: Nyt voldsorgie roses af filmanmelderne
Lars von Triers nye film er ikke instruktørens bedste værk, men den er bestemt værd at se, mener anmeldere.
Den danske instruktør Lars von Triers nye seriemorderfilm, “The House That Jack Built”, får fine ord med på vejen af det danske anmelderkorps.
Den voldelige og blodige film, der ved forårets verdenspremiere i Cannes fik flere folk til at forlade biografsalen, får således mellem fire og fem stjerner.
Blandt andet skriver Jyllands-Posten, at “Lars von Trier er i topform”.
Avisens anmelder uddeler fem stjerner og mener, at filmen rummer “stor skønhed” og “en forsonende, frostkold humor”.
Filmen om Jack, der bliver spillet af den amerikanske skuespiller Matt Dillon, er opdelt i fem afsnit. I hvert afsnit følger man den sadistiske og egocentriske seriemorders voldelige drab.
Ikke Lars von Triers bedste film
Politikens anmelder Kim Skotte anmeldte filmen, da den fik verdenspremiere i Cannes. I forbindelse med den danske premiere har han set filmen igen, og han giver endnu engang fire hjerter til filmen.
– “The House That Jack Built” står tilbage som en makaber vittighed delvis på Lars von Triers egen bekostning. Uden det ægte inferno, hans bedste film har budt på, skriver han og fortsætter:
– Alligevel siger det noget om en stadig ret vild Lars von Triers filmkunstneriske soloridt, at selv en halvfuser er værd at gå tilbage til.
Også Ekstra Bladets anmelder kvitterer med fire stjerner. Det sker under overskriften “En underholdende fuckfinger”.
– I en tid, hvor alle kæmper om at lægge flest mulige moralske begrænsninger på kunsten, er der noget befriende ved et gennemført provokerende værk som “The House That Jack Built”. Lars von Trier er ikke ude på at tækkes nogen eller noget som helst, lyder det.
Ekstra Bladet mener dog samtidig, at filmen ikke kommer i nærheden af instruktørens bedste film.
Information anmeldte filmen, da den blev vist i Cannes i maj.
– Den er god på den ganske særlige måde, som kun et grænseoverskridende, anfægtende og på én gang ubehageligt og opløftende kunstværk kan være det, skrev Information dengang.
“The House That Jack Built” har premiere i Danmark torsdag 29. november.