Store udfordringer venter nyt Vild med dans-par

Silas Holst og Jakob Fauerby, der skal danse sammen i Vild med dans, er enige om vigtigheden af programmets første mandlige par.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skrives historie i den kommende sæson af underholdningsprogrammet Vild med dans til efteråret. Det er nemlig første gang, at programmet skal byde velkommen til et par med to mandlige dansere.

Det er den professionelle danser Silas Holst og skuespilleren Jakob Fauerby, der skal danse sammen.

Stolthed og mangfoldighed

Der er en bred enighed mellem de to herrer om, hvor vigtigt det er at være en del af lige netop denne parkonstellation.

– Det er fedt at få lov til at vise mangfoldigheden. Det er modigt, fedt og sejt af TV 2 at gøre det her, siger Jakob Fauerby til Kendte.dk.

Omtrent samme sang synger Silas Holst.

– Jeg er enormt stolt af at være den ene del af det her par. Vi slår et slag for mangfoldigheden. Det er så fint og dejligt at vise på TV, at to mænd kan danse med hinanden, siger han til Kendte.dk.

Inspiration

Silas Holst har efter en pause på fem år sagt ja til at vende tilbage til programmet. Og det må man sige, at han gør i stor stil i programmets femtende sæson.

Danseren håber da også på, at hans medvirken i Vild med dans som par sammen med en anden mand kan inspirere både hans børn og seerne ude bag skærmen.

– Jeg har selv regnbuebørn, så jeg er meget beæret over, at jeg kan vise dem, at to mænd sagtens kan danse sammen på TV. Hvis der så ovenikøbet skulle sidde en 15-årig dreng derude, som finder ud af, at det er okay, at han gerne vil det samme, så bliver jeg glad, siger Silas Holst.

Anderledes partnerskab

Det bliver dog lidt anderledes, for det er noget andet, når det er to mænd, der danner par på et dansegulv.

– Det er noget med at få knækket koden: Hvem skal føres og hvem skal blive ført? Men to mænd kan virkelig skabe fed energi sammen, siger Silas Holst.

Og Silas Holst kommer da også på noget af en opgave, hvis det står til skuespilleren Jakob Fauerby.

– Silas er pisse dygtig, og det skal han også være, hvis han skal styre mine brede andefødder, siger skuespilleren, der fortæller, at han ingen erfaring har med dans. Men at hans fag helt sikkert kan hjælpe ham til at få det til at ligne, han kan danse.

Powered by Labrador CMS