Stort tillykke: Kommende konge har fødselsdag
Lige nu vil han bare være politimand som andre drenge i hans alder, men prins George skal en dag være konge.
Når prins George pakker sine fødselsdagsgaver op, er de fleste formentligt en overraskelse for ham.
Men modsat alle sine jævnaldrende klassekammerater er fremtiden derimod ingen overraskelse.
Som den førstefødte af prins William og hertuginde Catherine – ofte omtalt hertuginde Kate – skal han engang ude i fremtiden være konge af Storbritannien.
Onsdag den 22. juli fylder prins George syv år.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Han kom til verden i sommeren 2013 og blev efterfølgende døbt George Alexander Louis.
Han er den tredje i arvefølgen til den britiske trone efter sin farfar, prins Charles, og sin far, prins William.
Men stod det til lilleprinsen selv, så ved han godt, hvilket job han ville vælge, har hans far, prins William, tidligere fortalt ifølge Daily Mail.
– Han er helt vild med politiet. Politibiler, politilegetøj, alt!, fortalte han ifølge mediet i 2018.
Er ikke i skole
Foruden prins George er 38-årige prins William og hans jævnaldrende hustru, hertuginde Kate, også forældre til prinsesse Charlotte på fem og toårige prins Louis.
Den kongelige kvintet bor til daglig på Kensington Palace i hjertet af Englands hovedstad, London.
Det er London-målestok i nærheden af privatskolen Thomas’s School, hvor prins George normalt har sin daglige gang.
Det har coronakrisen dog sat en midlertidig stopper for, og det har betydet, at prins William og hertuginde ligesom alle andre forældre til skolebørn har måttet hjemmeundervise poderne.
Og det var noget af en udfordring, lød det fra hertuginde Kate i et interview i programmet “This Morning” på britisk morgen-tv.
– Han bliver sur, når han skal øve sig i at læse, når han meget hellere vil lave Charlottes lektier, sagde hun med et smil i foråret.
Som den tredje i arvefølgen til den britiske trone og dermed kommende konge af Storbritannien, er prins George født i verdenspressens linse, men det blev for meget for prins William og hertuginde Kate i sommeren 2015.
Prins William frygtede, at hans lille søn ville blive jagtet i samme omfang, som hans mor, prinsesse Diana, blev. Hun blev dræbt i en bilulykke i den franske hovedstad, Paris, med paparazzofotografer efter sig.
– Det er foruroligende, hvilke metoder der bliver brugt for at tage billeder af en toårig dreng. Enhver yderligere eskalering vil udgøre en stor sikkerhedsrisiko, advarede det britiske kongehus i en erklæring.