Superhelte slår Star Wars-rekord
Den roste superheltefilm "Avengers: Infinity War" har fået et brag af en åbning i de amerikanske biografer.
Superheltefilmen “Avengers: Infinity War” har fået en rekordstart i de amerikanske biografer.
Filmen står til at have tjent over 250 millioner dollar i billetsalg i åbningsweekenden i Nordamerika. Det betyder, at filmen knebent slår den tidligere rekord for en åbningsweekend, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den hidtidige rekord er sat af filmen “Star Wars: The Force Awakens”. Den tjente 248 millioner dollar i åbningsweekenden, og i alt indtjente den over 936 millioner dollar i Nordamerika.
Husk inflationen
Disney, der står bag Star Wars-filmen, skønner dog, at Star War-filmen stadig er den bedst indtjenende i en åbningsweekend, hvis man tager højde for inflationen. Ifølge de beregninger indtjente Star Wars filmen 260 millioner dollar, skriver AP.
Superheltefilmen “Avengers: Infinity War” er den tredje i rækken af film, der handler om superheltene Captain America, Iron Man, The Hulk, Thor og Black Widow.
“Avengers: Infinity War” er den foreløbige kulmination på 18 forudgående superheltefilm fra filmstudiet Marvel, der har produceret filmene i ti år.
Ud over Avengers-serien har studiet senest lavet filmen “Black Panther”.
Forlægget for Avengers-filmene er tegneserien “Infinity Gauntlet”, der udkom i 1991.
Havde premiere 25. april
“Avengers: Infinity War” havde danske premiere 25. april og har fået flotte roser af anmelderne, der har kvitteret med femstjernede anmeldelser.
I filmmagasinet Ekko kalder filmanmelder Ida Rud filmen for “mageløs”.
Mens Berlingskes anmelder Kristian Lindberg omtaler filmen som en ” frit fabulerende evighedskrig, der både låner pænt og tyvstjæler fra menneskehedens yndlingseventyr, men som også giver generøst tilbage”.