Supermodel i babylykke

Danske Nina Agdal og YouTube'eren Logan Paul skal være forældre for første gang

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske supermodel Nina Agdal, der bor i USA sammen med sin forlovede, den berømte youtuber og wrestler Logan Paul, venter deres første barn.

Det annoncerer parret i et opslag på Instagram.

- Endnu en Paul kommer til efteråret, lyder det i opslaget på det sociale medie, hvor Nina Agdal og Logan Paul kysser hinanden, og viser en stribe skanningsbilleder frem.

Sammen sien 2022

Den 32-årige danske supermodel og den 29-årige amerikanske stjerne mødte hinanden til et event i New York og har været sammen siden 2022.

Det fortalte Nina Agdal i et interview med The Daily Front Row sidste år.

- Jeg fandt ud af, at han var der, og min mave skreg bare, at jeg var nødt til at sige hej til ham. Jeg overbeviste ham om at møde mig og mine venner til en drink. Vi begyndte straks at joke rundt. Det føltes med det samme, som om jeg havde kendt ham i årevis. Og nu er vi her. Det er vildt, fortalte Nina Agdal til det amerikanske medie.

Nu skal de have barn sammen. Nina Agdal og Logan Paul

Logan Paul i Danmark

Her afslørede hun også, at hun har haft Logan Paul med til Danmark for at vise ham sin hjemby i Nordsjælland. Logan Paul var også i Danmark sidste sommer under stor palaver for at promovere den hypede drink Prime.

Var kæreste med Leonardo DiCaprio

Nina Agdal, som tidligere har været kædet sammen med den oscarvindende Hollywood-stjerne Leonardo DiCaprio, har boet i USA i mere end en tredjedel af sit liv.

Hun fik sit helt store internationale gennembrud som model i 2014, da hun kom på forsiden af Sports Illustrateds badetøjsudgave af magasinet sammen med de amerikanske supermodeller Chrissy Teigen og Lily Aldridge.

Derudover har Nina Agdal haft job hos lingerigiganten Victoria's Secret og medvirket i en burgerreklame, der blev vist under sportsbegivenheden Super Bowl.

Nina Agdal laver stadig modeljob. Men ved siden af det har hun skabt sit eget app-univers, hvor hun deler opskrifter og træningsvideoer og sine egne erfaringer med kost, motion og mental sundhed.

Powered by Labrador CMS