Svensk prinsesse fra Florida
Den svenske prinsesse Madeleine bor i Florida med sin amerikanske mand. Hun er engageret i børns rettigheder. 10. juni fylder hun 40 år
Prinsesse Madeleine har mange børn i sit liv.
Foruden sine egne tre - prinsesse Leonore, prins Nicolas og prinsesse Adrienne - er den svenske prinsesse engageret i World Childhood Foundation.
Organisationen, der blev grundlagt i 1999 af hendes mor, dronning Silvia, arbejder for at beskytte børn mod vold og seksuelle overgreb.
Blandt andet i Brasilien, hvor prinsesse Madeleine i en periode var tilknyttet kontoret for at udbrede brasilianernes kendskab til børns rettigheder.
Krigen i Ukraine
I 2021 gjorde dronningen sin datter til æresnæstformand. Senest er det krigen i Ukraine, hun har givet opmærksomhed.
"Det er ekstremt bekymrende at se, hvordan krigen gør børn til nemme ofre for misbrug og udnyttelse", skrev hun i marts til sine 300.000 følgere på det sociale medie Instagram.
Prinsesse Madeleine har siden 2013 været gift med Chris O’Neill, der har britisk og amerikansk statsborgerskab.
Parret har i kortere perioder opholdt sig i Sverige. Her var medierne hurtige til at kritisere ham for at "føre sig frem" som rigmand og hende for at være mere glamourøs end kongelig.
Flyttet fra Sverige
I stedet har familien boet i London og New York, inden de i 2018 slog sig ned i Florida, hvor han er vokset op og nu driver forretning.
Prinsesse Madeleine, der fylder 40 år 10. juni, er det svenske kongepars yngste barn.
Hun er som sine søskende - kronprinsesse Victoria og prins Philip - opvokset på Drottningholm Slot uden for Stockholm.
Efter at have taget studentereksamen i 2001 læste hun kunstvidenskab, etnologi og historie på universitetet. Studierne har hun suppleret med kurser i børnepsykologi. Hun var også i en kort periode indskrevet på Socialhøjskolen i Stockholm.
Ikke en del af kongehuset
I 2019 besluttede kong Carl Gustaf, at Madeleine og hendes familie ikke længere skal regnes for en del af det kongelige hus. Det samme gælder for prins Philip og hans familie.
De er dog stadig en del af den kongelige familie, men skal ikke længere tiltales som kongelige højheder.
Den beslutning faldt i god jord hos prinsessen. På Instagram skrev hun, at børnene dermed får mere frihed til at forme deres eget liv.