Syg prinsesse er blevet indlagt
Der er tale om det første smittetilfælde i den japanske kejser-familie
Nu er også japanske prinsesse Yoko blevet smittet med corona.
Prinsessen blev testet positiv tirsdag den 8. februar efter at have fået problemer med halsen.
Hun er ifølge Royal Central efterfølgende blevet indlagt på et hospital, der findes i forbindelse med det kejserlige palads i Tokyo.
Søsteren under observation
Royal Centra skriver også, at prinsessen for et par dage siden var i fysisk kontakt med sin storesøster prinsesse Akiko, som derfor nu er under observation.
Mediet nævner desuden, at prinsesse Yoko ikke har deltaget i officielle arrangementer siden den 30. januar, og at det er uvist, hvor hun er blevet smittet.
Den første i familien
Det fremgår ikke om prinsessen har behov for egentlig behandling for covid-19, eller om hun blot er indlagt til observation.
Prinsesse Yoko, der er 38 år, er datter af prins Tomohito, som døde af kræft i juni 2012.
Hun er det første medlem af den kejserlige familie, der er blevet ramt af corona.