Sygdom stopper sangfugl: Usikker på turné

Det er endnu usikkert, hvornår den skotske sangerinde Susan Boyle igen vil optræde live.

Susan Boyle fik sit gennembrud, da hun medvirkede i tv-programmet “Britain’s Got Talent” i 2009. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Susan Boyle fik sit gennembrud, da hun medvirkede i tv-programmet “Britain’s Got Talent” i 2009. Foto: Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Da skotske Susan Boyle i 2009 indtog scenen i talentshowet “Britain’s Got Talent”, tog hun både seerne og dommerne med storm med sin imponerende stemme.

Siden sit gennembrud har musikken været i højsædet for sangerinden.

Holder lav profil

Men i løbet af de seneste 18 måneder har Susan Boyle været nødsaget til at holde lav profil på grund af sin sygdom, Aspergers Syndrom.

Lidelsen har nemlig påvirket hende så meget, at sangfuglen ikke kan fastsætte datoer for, hvornår hun igen vil drage på turné.

Det skriver det britiske medie The Mirror.

– Jeg har ikke optrådt live, fordi jeg har været syg.

– Det korte svar er, at det har været sammenhængende med, at jeg lider af Aspergers Syndrom, siger Susan Boyle ifølge The Mirror og fortsætter:

– Der er ikke fastsat datoer for endnu en turné. Jeg tager babyskridt.

– Jeg har besluttet at indspille først og se, hvad der sker.

Ude med nyt album

55-årige Susan Boyle er aktuel med albummet “A Wonderful World”, som blev udgivet 4. november.

Det var først i 2012, at Susan Boyle blev diagnosticeret med Aspergers Syndrom.

Før hun fik sin diagnose, havde den midaldrende sangerinde fået fortalt, at der var noget galt med hende som følge af, at der var opstået komplikationer under fødslen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS