Tage Frandsen i chok: Kæresten erklæret død
På en eller anden måde fik Yousee erklæret Tage Frandsens kæreste, Karsten Bjørn Jensen, død i 2012. Han lever dog i bedste velgående
Kendisfrisøren Tage Frandsen fik sig noget af en overraskelse, da han fandt ud af, at Yousee havde erklæret hans kæreste gennem 35 år død.
Det skete allerede i august 2012, skriver Se og Hør, hvor kærestens bredbåndsregning blev sat i bero.
At han, Karsten Bjørn Jensen, stadig benyttede sig af bredbåndet og betalte for andre tjenester, var der ingen, der undrede sig over.
De har såmænd også været hjemme hos os for at installere en ny boks, fortæller 67-årige Tage Frandsen til ugebladet.
– Undskyld, jeg vil bare sikre mig, at det er dig
Det var først, da en medarbejder ved Yousee ringede Karsten op, at det gik op for parret, at han skulle være død:
– Ja, undskyld, jeg vil bare lige sikre mig, at det var dig, jeg talte med før. Du er nemlig erklæret død i 2012, forklarede hun.
Genopstandelsen ved Yousee var dog ikke problemfri, for det resulterede i 16 rykkerskrivelser og trusler om yderligere gebyrer, hvis ikke de blev betalt med det samme.
– Jeg var rasende, fortæller Tage Frandsen til Se og Hør.
Heldigvis har KArsten et lidt roligere temperament, så det lykkedes ham at forhandle med Yousee, så han kun skal betale halvdelen af det skyldte.