Taler ondt om ham

Jonas Vingegaards magtdemonstration har skabt spekulationer

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg ved med sikkerhed, at Jonas er den reneste rytter nogensinde.

Jonas Vingegaards suveræne præstation på tirsdagens enkeltstart i Tour de France har fået spekulationer om doping til at blusse op på især de sociale medier.

Jumbo-Vismas sportsdirektør, Frans Maassen, er dog overbevist om, at den 26-årige dansker har rent mel i sin pose.

Jonas Vingegaard fører det samlede klassement i Tour de France med 1 minut og 48 sekunder efter sin magtdemonstration på 16. etapes enkeltstart.
Jonas Vingegaard fører det samlede klassement i Tour de France med 1 minut og 48 sekunder efter sin magtdemonstration på 16. etapes enkeltstart.

Han accepterer dog, at der bliver spekuleret.

En del af jobbet

- Det er en del af jobbet. Men i mine øjne er Jonas den reneste rytter, der eksisterer. Jeg tvivler ikke på ham, siger Maassen før onsdagens kongeetape.

Allerede søndag blev Vingegaard forholdt samme spørgsmål, og han erklærede sig glad for, at nogle er skeptiske med tanke på cykelsportens mildt sagt brogede fortid.

- Ellers vil det nok bare ske igen, sagde han.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ikke tager noget. Men helt ærligt er jeg glad for, at der rejses tvivl, for vi kører hurtigere, end man har gjort før, fastslog Vingegaard.

Kan ikke glemme

Tadej Pogacar erklærede sig mandag på linje med sin danske rival.

- Jeg forstår, at folk stiller spørgsmål. Nogle folk kan ikke glemme det, der skete i fortiden, og det forstår jeg fuldt ud, lød det fra sloveneren.

Powered by Labrador CMS