Taler ud efter chok-melding
I den danske VM-lejr er der forståelse for, at Silje Brøns Petersen nu er blevet tysk landsholdsspiller
Det vakte opsigt i håndboldmiljøet, da danske Silje Brøns Petersen tidligere på efteråret meddelte, at hun fremover ville stille op for det tyske landshold.
Også blandt de danske landsholdsspillere var overraskelsen stor, men spillerne udtrykker samtidig forståelse for, at den 27-årige playmaker har valgt at forfølge drømmen om at spille en slutrunde for landshold.
- Da jeg læste, at hun nu skulle spille for Tyskland, var jeg overrasket. Men da hun fik chancen, tænkte jeg: "Selvfølgelig skal hun da tage den", siger stregspilleren Rikke Iversen.
Når Danmark og Tyskland mødes ved VM søndag, kommer Iversen dermed til at stå over for en modstander, som hun har kendt siden barndommen.
- Jeg kender hende rigtig godt, fordi vores forældre kender hinanden. Vi har faktisk leget sammen som børn. Men jeg har ikke fulgt så meget med i hendes karriere i Tyskland, ud over at jeg ved, at hun har gjort det godt.
Bor i Tyskland
Silje Brøns Petersen har boet i Tyskland i de seneste fem år og gør det godt i den tyske liga.
Men hun har aldrig været inde i billedet til det danske landshold, og det tog hun altså konsekvensen af ved at melde sig under den tyske fane.
- Når hun kan få et VM med det tyske landshold, ser jeg ikke nogen grund til, at hun ikke skulle gøre det. Det er en fed oplevelse, siger Rikke Iversen.
Fløjspilleren Trine Østergaard har flere gange spillet mod Silje Brøns Petersen i den tyske liga.
Østergaard forstår det
Også hun har en vis forståelse for beslutningen om at søge tysk statsborgerskab for at kunne spille på landsholdet.
- Lige i første omgang tænkte jeg, at det er lidt specielt, fordi jeg vidste, at hun er pæredansk. Men jeg forstår også godt, at hvis man har en drøm om at spille landsholdshåndbold, at man så opsøger den mulighed.
- Jeg kan godt forstå, at hun gerne vil spille en slutrunde. Nu har hun jo også boet i Tyskland i en del år. Det er jo ikke sådan, at hun kommer, og det hele er nyt for hende, siger Trine Østergaard.
Sammen med det tyske landshold har Silje Brøns Petersen vundet alle fem hidtidige kampe ved VM.
Hun har dog ikke været så meget på banen.
I alt godt 27 minutters spilletid er det foreløbig blevet til i turneringen.