Taler ud om stor frygt
- Det har været den sværeste tid i mit liv, fortæller musikeren
I en lang periode har den 38-årige danske rapper og sangskriver Ankerstjerne holdt pause med at udgive musik i eget navn.
Bortset fra "Når lygtepælene tændes", som han skrev sidste år til DR-programmet "Min sang til Danmark", er der faktisk gået godt syv år.
Men han er nu klar med en ny sang. Fredag udkommer hans single "Dem der venter" med Rasmus Seebach.
Frygtede aldrig at blive far
- Den sang handler om en mørk periode i min kærestes og mit liv, hvor vi ikke vidste, om vi kunne blive forældre. Den handler om frygten for aldrig at kunne blive far, siger Ankerstjerne og tilføjer:
- Den sang har været hård at skrive. Meget mere trist og melankolsk. Det har været den sværeste tid i mit liv.
Ventede og ventede
Ventetid fylder meget i Ankerstjernes nye sang. Han og kæresten, skuespiller Lise Koefoed, har gennem en lang periode flere gange i uvished ventet på svar - og i det hele taget ventet på lykken, fortæller han.
- Vi er et godt hold. Men det har selvfølgelig påvirket vores forhold. Nogle kan måske genkende, at man sommetider griner i stedet for at græde. Sådan har det været for os.
- Vi har haft en sindssyg galgenhumor i perioder, og det hjalp os lidt, siger han.
Det endte lykkeligt
Al den ventetid i uvished gav Ankerstjerne en følelse af kontroltab.
- Det er Gud, universet, naturen eller hvad man nu tror på, som bestemmer. Man kan ikke selv gøre noget, siger han og tilføjer:
- Igennem hele mit liv har jeg kunnet nå de mål, som jeg har sat, ved at knokle. Jeg har altid kunnet prøve igen i morgen. Men både min kæreste og jeg havde nogle udfordringer, som gjorde, at vi ikke vidste, om vi kunne få børn.
Det havde han svært ved at acceptere. Men han indså, at han stod ansigt til ansigt med noget, som var større end ham selv. Han kunne ikke gøre så meget andet end at vente.
Og lykkeligvis kom der gode nyheder efter den lange ventetid. Parret har i dag to døtre, Leona på fire og Roxie på to år.
Vil bryde tabu
Ankerstjerne har fortalt, at han fik inspirationen til "Dem der venter", da han en aften optog Leonas nynnen med sin iPhone.
Problemer med at få børn er udbredt. Ifølge de danske sundhedsmyndigheder oplever hvert femte par i Danmark ufrivillig barnløshed. Det betyder, at der ikke er opnået graviditet efter regelmæssigt samleje i et år.
- Vi skal ikke holde os tilbage med at snakke om det. Jeg har ikke forstået, hvorfor ufrivillig barnløshed skal være tabubelagt. Man kan ikke selv gøre for det, siger Ankerstjerne.
-Jeg er mere træmand
Han håber, at hans nye sang på en måde kan facilitere samtalen og lindre, hvis man selv gennemgår en lignende svær periode med barnløshed.
- Der er måske nogen, som forestiller sig, at jeg er god til at snakke om følelser, fordi jeg skriver musik. Men det er helt modsat, fortæller han.
- Jeg er mere træmand. Mine følelser kommer til udtryk gennem min musik.
Vejen tilbage til musikken
Hans sang "Når lygtepælene tændes", som han skrev sidste år til DR-programmet "Min sang til Danmark", foregår et andet og lysere sted. Den handler om at blive far i det land, hvor man hører til, og at se sit liv gennem sine børn.
De to sange "Når lygtepælene tændes" og "Dem der venter" har det til fælles, at de er blevet til, efter at Ankerstjerne troede, at han ikke skulle udgive mere musik.
- Mine børn og det at blive far har fyldt så meget i mig, at det har været min vej tilbage til at skrive musik, siger han.
I den kommende tid kan Ankerstjerne opleves live igen. Det sker i første omgang den 2. november 2023 i Store Vega i København.