Tårevædet Medina modtager ærespris af musikbranchen
Den populære sangerinde kunne lørdag aften lade sig hylde på scenen ved Danish Music Awards.
– Det kræver et særligt talent at kunne åbenbare storheden i de simple følelser for os andre. Og det kræver hårdt arbejde gang på gang og hit på hit – igennem et årti – at kunne tage os med helt ind i dine sange.
Sådan lød begrundelsen, da den samlede danske musikbranche med IFPI og Koda i front lørdag aften overrakte årets prestigefulde ærespris ved Danish Music Awards til hitmageren Medina.
Sangerinden, der står bag hits som “Kun for mig” og “Ensom”, har i et årti fået danskerne til at synge med på sine danske popsange, der ofte handler om følelser. Netop dét blev hun belønnet for.
– Vi er hos dig, når du synger. Og vi møder livet med dig, når du taler om sorgen, glæden, jalousien og de andre stød, som vi alle sammen får på vores vej, lød det videre, mens en tydeligt rørt Medina kunne kigge ud over et jublende publikum i salen i Forum, hvor prisuddelingen lørdag aften fandt sted.
Sangerinden kunne ikke holde tårerne tilbage, da hitmageren Shaka Loveless og dj’en Morten gik på scenen for at hylde sangerinden med nogle af hendes egne hits.
Sangerinden Anne Linnet, der selv tidligere har fået æresprisen, holdt en følelsesladet tale for Medina og overrakte prisen.
Den prestigefyldte statuette er før gået til store navne som Tim Christensen, Shu-Bi-Dua og Thomas Helmig, men Medina melder sig ind i en lille klub af kvinder, der før har fået prisen.
/ritzau/