Teenage-tronarvinger: 2018 var royalt fødselsdagsboom

I både det danske, det spanske, det norske, det belgiske og det hollandske kongehus er der kommet teenagere på matriklen i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kommet teenagere i de royale gemakker i løbet af 2018.

En håndfuld royale rollinger er nemlig fyldt 13 år og dermed trådt ind i teenagetilværelsen.

Herhjemme fyldte kronprins Frederik og kronprinsesse Marys ældste søn, prins Christian, 13 år i oktober.

Den nyslåede teenager står til en dag at blive konge af Danmark efter sin far, kronprins Frederik, som først skal overtage tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

Men inden da passer prinsen sin skolegang i 7. klasse på Tranegårdskolen i Hellerup.

Spanien

I det spanske kongehus er der også kommet en teenager på matriklen. Den spanske tronarving, prinsesse Leonor, kom nemlig til verden på årets sidste oktoberdag i 2005.

Prinsesse Leonor, der er datter af Spaniens regentpar, kong Felipe og dronning Letizia, bærer således også tronfølgertitlen prinsesse af Asturien.

Når hun en dag bliver kronet, så bliver teenage-tronarvingen den første regerende dronning af Spanien siden 1868.

Der er også andre royale rollinger, som trådte ind i teenagetilværelsen i år.

Holland

Hollands regentpar, kong Willem-Alexander og dronning Máxima, kunne fejre, at deres mellemste datter, prinsesse Alexia, fyldte 13 år i juni.

Belgien

I nabolandet Belgien kunne landets regentpar der, kong Philippe og dronning Mathilde, også fejre en teenager i huset. Parrets ældste søn, , prins Emmanuel, fyldte nemlig 13 år i oktober. Han er lillebror til Belgiens tronarving, prinsesse Elisabeth, på 17 år.

Norge

Også i det norske kongehus kom der endnu en teenager inden for slottet i år.

Tidligere i december fyldte prins Sverre Magnus nemlig 13 år.

Den nyslåede teenager er søn af kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit af Norge og lillebror til 14-årige prinsesse Ingrid Alexandra, som en dag står til at blive regerende dronning af Norge efter sin farfar, kong Harald, og sin far, kronprins Haakon.

Powered by Labrador CMS