Hjælp politiet: Led efter Børge her

Eftersøgning af 91-årige Børge fortsætter torsdag.

Udgivet Opdateret

OPDATERING 11.00:

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser nu mere hjælp i forsøget på at finde efterlyste Børge fra Øster Assels på Mors.

Politiet deler samtidig et nyt billede af Børge. Det kan ses over artiklen sammen med de tidligere delte.

Man formoder stadig, at Børge befinder sig et sted på Mors. Han kan dog også være i Thisted-området, hvor han tidligere har taget bussen til, lyder det.

Vagtchef Henrik Nielsen henstiller nu til, at borgere på disse kanter holder udkig:

– Vi vil gerne bede borgere på Mors og i den nordvestlige del af politikredsen om at holde udkig efter Børge, særligt langs veje og i grøfter, og tjekke udhuse, garager, skure, stalde, værksteder og lignende steder, hvor han kan have søgt ly for natten, siger vagtchef Henrik Nielsen i en pressemeddelelse.

Signalement af Børge findes længere nede i artiklen.

Midt- og Vestjyllands Politi gennemførte onsdag en eftersøgningsindsats med blandt andet politihunde og helikopter, desværre uden resultatet. Politiet har genoptaget eftersøgningen i dag, torsdag.

Ring til politiet på telefon 114, hvis du ser Børge eller har oplysninger om, hvor han kan befinde sig.

ORIGINALARTIKEL:

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyste onsdag aften en 91-årig mand ved navn Børge.

Trods en stor eftersøgning med blandt andet helikopter lykkedes det onsdag ikke at finde den ældre mand, der onsdag morgen gik fra hjemmet i Øster Assels på Mors.

Eftersøgningen genoptages nu, torsdag morgen, lyder det fra politiets vagtchef Henrik Nielsen:

– Ham savner vi stadig og genoptager eftersøgningen fra morgenstunden, siger vagtchefen, og tilføjer:

– Vi håber på, der er nogen, der kan hjælpe os i dag, siger han.

Her kan han være

Børge, der er godt gående, går ofte ture på 2-3 timer. Onsdag forlod han hjemmet 8.30 og er ikke set siden.

Ifølge politiet er det hændt, at Børge er taget ind til Thisted eller til Nykøbing Mors med bus, men er så ikke i stand til at finde hjem igen.

Den 91-årige beskrives som 170-175 centimeter høj, almindelig af bygning og gråhåret. Han var iført en grå/grøn jakke samt en kasket med teksten Mollerup Mølle.

Har du set Børge kan politiet kontaktes på telefon 114.

Powered by Labrador CMS