Tennis-legende runder skarpt hjørne
Når den tyske tennisstjerne Steffi Graf fylder 50 år i dag, 14. juni, kan hun se tilbage på en karriere fyldt med sejre, trofæer og rekorder.
Hun har rekord i at have rekorder.
Stefanie Maria Graf – bedre kendt som Steffi Graf – har med sit sublime tennisspil tryllebundet publikum og sikret sig det ene trofæ efter det andet i en 17 år lang karriere som professionel.
Fredag den 14. juni fylder den tyske tennisstjerne 50 år.
1988 står som det mest succesfulde år for Steffi Graf. Der vandt hun som den hidtil eneste i historien en golden slam ved at vinde alle fire grand slam-turneringer og en OL-guldmedalje inden for det samme år.
Blandt andet vandt hun French Open-finalen over Natasha Zvereva med 6-0, 6-0 på 34 minutter, og det var således den hurtigste grand slam-finale nogensinde.
Sluttede på toppen
Med sine i alt 22 grand slam-trofæer er hun den spiller, der har vundet tredjeflest efter Margaret Court (24) og Serena Williams (23), men Graf er den eneste, der har vundet alle fire turneringer mindst fire gange.
Desuden er Steffi Graf den kvindespiller, der har ligget længst tid som nummer et på verdensranglisten, hvor hun sammenlagt befandt sig i 377 uger. Den længste periode var på 186 uger i træk.
Karrieren blev også sluttet af med manér i 1999, hvor Graf vandt French Open over verdensetteren Martina Hingis.
Få uger senere nåede hun finalen i sin favoritturnering, Wimbledon, hvor det blev til nederlag til Lindsay Davenport, og kort efter indstillede hun karrieren.
Samme år begyndte hun at date en anden stor tennisspiller, amerikaneren André Agassi, og to år senere blev de gift i Las Vegas, hvor de også bor i dag. Sammen har de to børn.
Steffi Graf blev af WTA kåret til årets kvindelige tennisspiller otte gange i løbet af karrieren, og i 1999 blev hun kåret som århundredes kvindelige atlet inden for boldspil.
Hun blev i 2004 optaget i tennissportens hall of fame.