Tennisdarling om Beyoncé-debut: Kæmpede lidt

Tennisstjernen Serena Williams er at finde på Beyoncés nyeste visuelle album, og nu fortæller sportskendissen, hvordan hun endte der.

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er umiddelbart langt fra Grand Slam-turneringer og svedige tennisbaner til musikbranchens eksklusive glamour, men tennisstjernen Serena Williams har bevist over for alle, at hun begår sig i begge verdener.

Den storsejrende tennisspiller er nemlig at finde på Beyoncés seneste “visuelle” album, og det var en simpel venneforespørgsel, som fik det til at ske, beretter Serena Williams til nyhedsbureauet AP ifølge Billboard.

– Jeg har kendt instruktøren, siden jeg var omkring ni år gammel. Jeg kender Beyoncé ret godt, så fra dem var budskabet: “Vi ville elske, hvis du ville være med på denne bestemte sang. Den er om styrke og mod, og det er, hvad vi ser dig som”, forklarer den 34-årige sportsudøver om sin deltagelse i videoen til sangen “Sorry”, hvor Beyoncé angiveligt synger om sin mands utroskab, og hvor dumt det var.

Det var dog ikke helt uden problemer, at Serena Williams gled ind i rollen som danser og entertainer.

– Hun fortalte mig, at hun bare ville have mig til at danse og være helt fri i rollen. Jeg skulle danse, som om ingen kiggede og gå hele vejen. Så det var ikke let i begyndelsen, men det blev lettere, forklarer Serena Williams, som desuden glæder sig over at være en del af en sang med “et stærkt budskab”.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS