Terror i England: Dronning Margrethe sender kondolencebrev

De britiske royale holdt et minuts stilhed foran Buckingham Palace efter mandagens angreb i Manchester.

Dronning Margrethe har sendt et kondolencebrev til dronning Elizabeth i Storbritannien og det britiske folk oven på et dødeligt angreb ved en koncert i Manchester mandag aften. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Margrethe har sendt et kondolencebrev til dronning Elizabeth i Storbritannien og det britiske folk oven på et dødeligt angreb ved en koncert i Manchester mandag aften.

– Deres Majestæt, det var med dyb chok og tristhed, at jeg modtog nyheden om det forfærdelige angreb på uskyldige og hovedsageligt unge mennesker samlet i Manchester, skriver hun på engelsk.

– I denne svære tid er min inderlige sympati med Dem og med det britiske folk. Tag venligst imod min dybeste sympati med ofrene og min oprigtige kondolence til deres familier, tilføjer dronning Margrethe.

22 personer dræbt

22 blev dræbt ved angrebet og 59 såret, efter at en selvmordsbomber ifølge politiet detonerede en bombe i Manchester Arena, hvor den amerikanske sangstjerne Ariana Grande havde givet koncert.

– Jeg beder for, at dødstallet og antallet af sårede ikke stiger yderligere, slutter dronning Margrethe sit brev.

Margrethe kondolerede kort inden klokken 17

Den danske dronnings kondolencer kom, kort tid inden dronning Elizabeth tirsdag ved 17-tiden trådte frem med sin mand, prins Philip, og andre medlemmer af den royale familie foran Buckingham Palace i London.

Her blev der først holdt et minuts stilhed til ære for ofrene, hvorefter nationalsangen “God Save the Queen” blev spillet.

Elizabeth udtrykte stor sympati med ofrene

Tidligere på dagen udtrykte dronning Elizabeth sin store sympati med ofrene for angrebet.

– Hele nationen er blevet chokeret af den død og de skader, så mange mennesker – voksne og børn – har lidt i Manchester i går aftes, mens de blot nød en koncert.

– Jeg ved, at jeg taler for alle, når jeg udtrykker min dybeste sympati med alle, der er blevet påvirket af denne frygtelige begivenhed og specielt med familier og venner til dem, der er blevet dræbt eller såret, skrev dronning Elizabeth ifølge Reuters i en officiel udtalelse fra det britiske kongehus.

Sendte tak til beredskabet

Samtidig sendte dronningen sin tak til dem, der har hjulpet ofrene.

– Jeg vil gerne takke alle medarbejderne fra vores beredskab, der har reageret med professionalisme og omsorg.

– Jeg vil også gerne udtrykke min beundring for den måde, hvorpå befolkningen i Manchester har reageret med medmenneskelighed og næstekærlighed på denne barbariske handling, skrev dronningen.

Den 91-årige dronning har regeret Storbritannien og Commonwealth siden 1952.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS