Thomas Buttenschøn er agnostiker: – Det kan føles tomt ikke at tro på noget
Den kendte musiker og kommende "Danmark Har Talent"-dommer Thomas Buttenschøn er agnostiker - en der ikke afviser guds eksistens, men som på den anden side heller ikke mener, at den kan bevises.
Thomas Buttenschøn er agnostiker.
Sådan betegner og betragter den 32-årige musiker sig selv – som agnostiker. Altså en, der ikke afviser guds eksistens, men mener, at den ikke kan bevises.
Men manden, der voksede op i et hjem midt mellem religion og naturvidenskab, ville ønske, at han var troende.
Den mulighed er stadig åben, hvis han en dag skulle blive fuldt og fast overbevist om en tro.
Her fortæller Thomas Buttenschøn om sit forhold til religion og tro.
Hvilken tro er du opdraget i?
– Jeg er opdraget i den kristne tro. Jeg ser mig selv som agnostisk tænkende, men jeg vil gerne anerkende, at der er et eller andet, der er større end mig. Jeg synes, det giver mening at have noget at tro på, og jeg ville ønske, jeg var troende. Jeg kan godt føle mig lidt tom indeni, hvis jeg nu ikke rigtig tror på noget. Det er der, jeg griber fat i troen på kærligheden mellem mine børn og mig.
– Min mor var menighedsrådsformand i 15 år, og min far meldte sig ud af folkekirken, da han var 18. Så i en relativt tidlig alder har jeg siddet og diskuteret, hvorfor man fejrer julen. Min far mener, at man gjorde det længe inden nogen troede på Jesus, for at markere, at lyset kom tilbage. Min mor mener, at det handler om religion og troen på det. Jeg tror mest på, at det er for at samle.
Hvad betyder tro for dig i dag?
– Jeg må indrømme, at jeg mest af alt tror på menneskelige relationer og på, at hvis vi er gode ved hinanden, så får vi det alle sammen bedre.
– De store monoteistiske religioner diskuterer de samme ting, men de er uenige om, hvem der er lederen. Jeg har lidt svært ved at vælge, hvem man så skulle tro mere på – hvad nu hvis man har valgt forkert, den dag man står foran Skt. Peter?
Hvordan dyrker du din tro?
– Jeg tror enormt meget på naturvidenskab, darwinisme, og de ting, jeg har lært i skolen. Men jeg tror også på, at der kan komme en og fortælle mig noget, som jeg på et tidspunkt vil komme til at tro på i stedet.
– Alt er jo religion i virkeligheden – alt handler om, hvorvidt man tror på noget.
Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?
– Jeg ved ikke, om jeg har tvivlet på min tro som sådan. Jeg tror mere, jeg har været interesseret i, hvad det handler om. Jeg har læst hele Bibelen, specielt det om tvivlen og troen.
Hvad tror du, der sker, når vi dør?
– Jeg tror, at der ikke sker noget. Jeg tror, at det er det. Desværre. Det er sortseer-agtigt at have det på den måde. Jeg ville ønske, jeg havde det på en anden måde.