Thomas Helmig hædret: Takker hustruen
Popstjernen modtog en 'Robert'-statuette for titelsangen til filmatiseringen af hustruens børnebog
Thomas Helmig er blevet hædret med en Robert i kategorien Årets Originale Sang for soundtracket til filmatiseringen af sin hustru Renée Toft Simonsens børnebog "Børnene fra Sølvgade".
Måbende musiker
Den måbende musiker modtog statuetten foran et fyldt Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften.
- Hold da kæft …, udbryder Thomas Helmig fra scenen.
- Først og fremmest, tak til min hustru - hende har jeg meget at takke for. Men jeg vil gerne i aften takke hende for, at hun har skabt "Børnene fra Sølvgade", som jeg er stor fan af, lyder det videre fra sangeren.
Tak skat
- Jeg startede som lydtekniker på optagelserne af lydbogen, og jeg ved ikke, om det sker tit, men jeg tror, det er meget sjældent, at lydteknikeren bliver spurgt om også at skrive titelsangen. Tak for det, skat.
Nummeret, som har Karui og Vesterbro Ungdomsgård med på vokal, er Thomas Helmigs første børnesang.
Meget overrasket
- Jeg er noget overrasket - meget overrasket, må jeg sige. Det havde jeg ikke regnet med, lyder det efterfølgende fra Thomas Helmig.
- Jeg har jo skrevet en børnesang, og jeg troede ikke, børnesange fik robertpriser.
Renée på scenen
Kort efter, at Thomas Helmig modtog sin statuette, kunne Renée Toft Simonsen selv gå på scenen.
"Børnene fra Sølvgade" blev kåret til Årets Børne- og Ungdomsfilm.
Den anden bog i serien går snart i optagelse og får efter planen premiere senere på året.
Men Thomas Helmig regner ikke med at skrive et nyt nummer.
Kører videre
- Jeg tror, vi lader denne her sang kører videre i den næste, lyder det fra den nykårede vinder.
"Børnene fra Sølvgade", som foruden en række børneskuespillere har erfarne navne som Jakob Fauerby, Anders W. Berthelsen, Dick Kaysø, Lars Ranthe og Kirsten Lehfeldt på rollelisten, handler om fire søskende, som bor alene sammen i en lejlighed.
Ingen må vide, at de bor alene, da børnene ikke vil på børnehjem. Men da både kommunen og skolen begynder at holde øje med børnene, hyrer de hushjælpen Miss Nelly.