Ti år efter tragedien: Natasjas hitalbum har jubilæum
Den danske sangerinde omkom i en trafikulykke i sommeren 2007. Tre måneder efter udkom hendes hædrede plade.
I en alder af blot 32 år omkom Natasja Saad i en bilulykke på Jamaica den 24. juni 2007.
Inden sin død havde den unge, fremadstormende danske reggaesangerinde færdiggjort pladen “I Danmark er jeg født”, som udkom tre måneder efter den fatale trafikulykke.
10 år siden
Søndag den 24. september er det præcis ti år siden, at albummet, der rummede hits som “Ildebrand i byen”, “Op med ho’det” og “Gi’ mig Danmark tilbage”, blev udgivet.
Albummet fik stor opmærksomhed og vandt fire statuetter til Danish Music Awards, deriblandt årets danske album, og to trofæer til kritikernes musikpris, Steppeulven, i 2008.
Natasja, som også gik under navnet Lille T, kom til verden på Islands Brygge i København af en sudansk far og en dansk mor.
Allerede i teenagealderen begyndte Natasja at synge og blev en del af dancehall- og reggaemiljøet sammen med blandt andre rapperen Pharfar og resten af musikerne fra Bikstok Røgsystem.
Særligt reggae stod Natasja nært, og i 2006 vandt hun den prestigefyldte konkurrence Irie FM Big Break med nummeret “45 Questions” i Jamaica som den første ikke-jamaicaner nogensinde.
Den efterfølgende sommer vendte hun tilbage til den caribiske ø, men omkom i en trafikulykke.
Engelsksproget album
Året efter tragedien udkom Natasjas engelsksprogede album, “Shooting Star”, som hun havde indspillet samtidig med “I Danmark er jeg født”.
Natasja er stedt til hvile på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København og har fået en gade på Christiania opkaldt efter sig.
/ritzau/FOKUS